Kontakt os






 

Finland: Strid om Melodi Grand Prix bidrag
Fredag 21. april 2006
Af Thomas Nielsen
 
Heavybandet Lordi med maskeklædte personer, hvis kontroversielle optræden grænser til det dæmoniserende, er Finlands bidrag til årets internationale Melodi Grand Prix i år. En religiøs bevægelse i Finland vil have landets præsident til at forbyde bandets optræden og erstatte det med en finsk folkloremusiker.
De kulturelle bølger i Finland går højt for tiden. Efter at det kontroversielle heavyband Lordi vandt det finske Melodi Grand Prix, og dermed skal repræsentere landet ved det internationale Grand Prix i Athen i maj, er flere finske kulturorganisationer og religiøse bevægelser gået på barrikaderne.

I bandet Lordi optræder medlemmerne med masker, lange negle og zombie-øjne, og gruppens sceneshow leder tankerne hen på dæmonisering og satanisme. Og den optræden frygter flere kultur- og mediefolk i Finland vil gøre landet mere skade end gavn, overfor de mere end 600 mio. seere i Europa, Asien og Mellemøsten som ventes at følge Grand Prix'et fra Athen.

Bandet vandt det nationale Melodi Grand Prix med sangen 'Hard Rock Halleluja'. En sang, der bliver sunget på engelsk i stedet for på det internationalt set svært tilgængelige finske sprog.

Otte gange har Finland været det land, der har fået færrest stemmer ved Det Internationale Melodi Grand Prix, og en af Finlands førende musikkritikere, Ilkka Mattila, forklarer fænomenet Lordi således:

"Lordis succes skal forstås som en stemme fra dem, der føler, at de ikke længere har noget at tabe".

Kristne religiøse ledere advarer om, at Lordis musik kan inspirere til Satan-tilbedelse, og ifølge avisen International Herald Tribune - som Politiken citerer - har de fem frygtindgydende finner bragt landet ud i en identitetskrise så stor, at en massiv modstandsbevægelse er sat i gang.

Bevægelsen kræver, at præsidenten Tarja Halonen skal bruge sin magt til at forbyde bandet. En finsk folkloremusiker skal i stedet sendes af sted til Melodi Grand Prixets internationale spotlight, mener bevægelsen, som kalder sig Hellenes.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002