Kontakt os






 

Mere dansk tv på DR i 2016
Fredag 28. april 2017
Af Redaktionen
 
Sidste år bød på flere danske tv-timer i DR og en økonomi i balance med et lille overskud på 3,6 millioner kroner, fremgår det af DRs årsrapporter. De viser også, at DR kommer mere rundt i landet med musikken.
I løbet af de seneste år har DR skruet op for de dansksprogede programmer på sine tv-kanaler, og i 2016 rundede DR 20.000 tv-timer med dansk indhold, oplyser DR i en pressemeddelelse.

Samtidig kom DR ud af 2016 med balance i økonomien og et mindre overskud på 3,6 millioner kroner ud af en samlet omsætning på 4.133,2 millioner kroner. Tallene fremgår af DRs tre årspublikationer – ’DR i 2016’, public service-redegørelsen og DRs årsrapport, som netop er udkommet.

”Beløbet flugter med det budgetterede og planlagte resultat for 2016. Det afspejler, at DRs økonomi er fuldt i balance, og er tilpasset til de rammer, der blev lagt med Medieaftalen 2015-18,” siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen.


Flere danske tv-timer

DR sendte helt præcist 20.099 timer med dansk tv-indhold sidste år, og det var omkring tre procent mere end året forinden. Det er især på DR1, at antallet af danske programmer er steget, men også DR3 og DR K sendte flere timer på dansk.

Med en samlet seerandel på 37 procent til DRs tv-kanaler i 2016 blev tilbuddene også taget godt imod, lyder det videre fra DR.

”I en globaliseret medieverden er det vigtigere end nogensinde, at det danske indhold kan måle sig med det bedste, der bliver produceret i verden. Derfor har DR også i de kommende år fokus på det originale danske indhold, der samler, oplyser og udfordrer,” siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen, der samtidig er tilfreds med, at 95 procent af befolkningen i 2016 benyttede sig af DRs tilbud i løbet af en uge.

Stigningen i dansk indhold skete inden for programområderne aktualitet, debat, oplysning, kultur, dansk dramatik og sport.

”DR er meget specifikt gået efter at løfte det danske indhold på især DR1, og i den bedste sendetid om aftenen sendte DR1 dansk indhold mere end tre fjerdedele af tiden. DRs tv-kanaler står fortsat stærkt hos seerne, og derfor kunne vi også i 2016 sætte en lang række centrale emner til debat bredt i befolkningen. Samtidig er vi i fuld gang med en digital omstilling med nye digitale formater, som for eksempel ’Klassen’, der er tilpasset den måde, de nye generationer bruger medierne på,” siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

2016 var også året, hvor DR besluttede at styrke DRs tilstedeværelse i Aarhus og Aalborg.

Maria Rørbye Rønn lægger vægt på, at ét af DRs hovedfokusområder i de kommende år bliver at være til stede, hvor hverdagen udspiller sig for de fleste i Danmark.

”Med beslutningen i 2016 om at styrke DRs tilstedeværelse i Aarhus og Aalborg, bygger vi videre på de seneste års styrkelse af den redaktionelle forankring i hele landet. Nærheden til dér, hvor livet bliver levet, er en afgørende brik i at levere troværdigt og varieret indhold, som vi kan mødes om – uanset hvor vi bor,” siger Maria Rørbye Rønn.


Musikken ud i landet

Udover det danske indhold, havde DR i 2016 også fokus på både den levende og den danske musik. I DRs nye musikhandlingsplan ’Nye veje for musikken’, lagde DR 10 initiativer frem, der i de kommende år skal styrke musikformidlingen og skabe større synlighed for den danske musik. Planen er blevet til på baggrund af dialog med det danske musikliv.

Den samlede andel af dansk musik på tværs af DRs radiokanaler udgjorde sidste år 44 procent, og øget fokus på at have et varieret udbud af musik betød for eksempel, at der blev spillet 21 procent flere forskellige numre på P3 i 2016 i forhold til året før.

For den levende musik afspejler DRs public service-redegørelse ambitionerne om at bringe ikke mindst den klassiske musik bredt ud til befolkningen. DRs kor og orkestre indgik sidste år i omkring 500 tv-og radioudsendelser – fra ’Torsdagskoncerten’ til ’Den klassiske musikquiz på DR K. 2,1 millioner så ét af DRs kor og orkestre på tv, mens over en halv million hørte dem i radioen. Derudover var over 250.000 selv til en koncert med et af orkestrene eller korene.

DR har i 2016 også pirret børns nysgerrighed efter musik og været med til at give dem en lang række live-oplevelser i DR Musikariet – i samarbejde med skoler, kommuner, regioner og andre kulturinstitutioner. Det seneste år har flere end 70.000 børn og unge medvirket i omkring 100 aktiviteter og koncerter inden for en stribe genrer. Over en tredjedel af aktiviteterne er foregået uden for DR Koncerthuset - i form af besøg på skoler, koncertsal og kulturhuse.

DRs publikationer om 2016 kan ses på dr.dk/dri2016.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002