Fortsat direkte fodbold i DR Radio
Fredag 1. august 2008
Af Stig Hartvig Nielsen

DR og Dansk Boldspil-Union (DBU) har netop forlænget aftalen om de radiobaserede live-transmissioner af fodboldlandskampe og pokalfinaler for de næste fire år, og i princippet har DR dermed rettighederne til at transmittere fra alle kampe med DBU’s forskellige landshold spillet i Danmark.

Aftalen indebærer, at DR vil have rettighederne til alle herre-A-landsholdets og kvindelandsholdet kvalifikations- og venskabslandskampe samt alle kampe med ungdomslandsholdene på hjemmebane.

Aftalen gælder frem til og med juni 2012.

”Det er meget vigtigt for os, at vi kan servicere lytterne med landsholdfodbold. Og det er glædeligt, at det er en fireårig aftale, så der er ro på, og vi kan planlægge frem i tiden,” siger projektchef Jan Rosendal fra DR Sporten.

Også pokalfinalerne er inkluderet i den nye aftale, og i forvejen har DR rettighederne til Superligaen, 1. division og pokalkampene før finalen frem til sommeren 2012.

Med aftalen kan DR vælge at sende direkte eller forskudte transmissioner på såvel P3 som mellembølge, på DAB eller streame lyden via dr.dk.