USA: CBS-FM til tops i New York .. igen
Onsdag 8. december 2010
Af Poul Foged

Oldies-stationen CBS-FM er atter røget til tops på listen over de mest aflyttede radiostationer i New York. Stationens share steg i november fra 5.5 pct. til 5.9 pct. iflg. de nyeste PPM-målinger fra analyseinstituttet Arbitron. CBS-FM må dog dele førerpositionen med Lite FM, der for anden måned i træk falder.

Det var i maj i år, at CBS FM for første gang i 16 år var nr. 1 i New York. I de følgende måneder har man ligget lige under Lite FM, der de sidste to måneder har tabt pusten. Nu går vi imidlertid ind i julemåneden, hvor Lite FM er konverteret til non-stop Christmas. Det plejer traditionelt at betyde et boost i lyttertallene. CBS FM har de senere år spillet udelukkende julemusik de sidste 2 uger inden jul.

Herudover er der ikke de store ændringer i lytterbilledet i New York. Z100 er fortsat nr. 3 med 4.7 pct. i share. På 4. pladsen ligger all-talk 77WABC sammen med dance KTU, begge med 4.4 pct.

Morgen – og aften i New York
At CBS-FM igen er den mest aflyttede, skyldes ikke mindst eftermiddagsvært, Broadway Bill (se foto), der går fra en share på 6.2 til 6.7 pct., mens Rich Kaminski på Lite FM i det samme tidsrum falder fra 6.9 til 6.0 pct. Herefter følger Z100's JJ Kincaid.

Om morgenen fører nyhedsstationen 1010WINS med 5.7 pct. efterfulgt af Don Imus på talk 77WABC og morgenshowet fra news-stationen WCBS 880. Top 5 om morgenen i New York afrundes af Elvis Duran (Z100) og Dan Taylor (CBS-FM).

Los Angeles
I modsætning til New York er der stort set ingen ændringer i Los Angeles. Mest aflyttet er fortsat KIIS-FM, med oldies K-Earth på 2. pladsen. På 3. pladsen følger softpop KOST.
KIIS FM står stærkt over det meste af dagen. Ryan Seacrest, der i denne måned forlængede sin kontrakt med 3 år, er den næstmeste aflyttede om morgenen, lige efter KFI.