Storbritannien og Nordirland har valgt DAB som det digitale radioformat, og derfor er der ikke DAB+ modtagere i butikkerne. Der er heller ikke - i en overskuelig fremtid - udsigt til, at der skiftes til DAB+. Og iflg. radiofuturist James Cridland er der heller ikke rigtig nogen grund til at skifte fra DAB til DAB+.
Storbritannien og Nordirland (UK) er landet, hvor udbredelsen af DAB er nået længst. Alligevel er der ikke noget der tyder på, og heller ingen grund til, at DAB+ skulle være lige om hjørnet.
Radiofuturist og foredragsholder James Cridland har stærke meninger om digital radio. Iflg. radioassistant.com mener Cridland, at de der venter på DAB+ om end ikke kommer til at vente forgæves, så kommer de i hvert fald til at væbne sig med en god portion tålmodighed.
Den store ting med DAB+ skulle være, at det giver en bedre lyd end DAB. Men det giver James Cridland ikke meget for. Han peger på, at de lande, som kører med DAB+, deriblandt Australien, har valgt at sende signalerne ud i en bitrate på 48 kbps aacPlus, og det svarer omtrent til den samme lyd, som man opnår ved 128kbps MP2, som er den mest anvendte bitrate på DAB.
Den større kapacitet på DAB+ er heller ikke så relevant, mener Cridland. De mux'er der findes, er nemlig ikke engang fuldt udnyttede, så den ekstra plads, der vindes, er ikke en fordel, og betyder ikke merindtægter for de selskaber, der driver mux'ene.
I UK har hver 3. husstand nu en DAB-radio, og hvis man tager i betragtning, hvor ofte man køber nye apparater, så mener Cridland, at DAB-standarden vil holde rigtig lang tid.
Hvis man - som et 'nyt' land står for at introducere digital radio og ikke er begyndt med DAB, så mener Cridland dog, at man naturligvis skal vælge DAB+.
Og det er så tilfældet med cirka 190 lande på kloden. Kun i UK, Danmark og Norge fik DAB en vis udbredelse.
|