Den 42-årige konservatorieuddannede pianist og radio-tv-vært, Nikolaj Koppel, vil fra den 1. november komme til at stå i spidsen for den klassiske musik i radioen. Denne dato tiltræder han nemlig stillingen som kanalredaktør for P2, der samtidigt skifter navn fra 'P2' til 'P2 Klassisk'. Nikolaj Koppel bliver tillige redaktør for en del af P1’s specialmagasiner - primært inden for kulturområdet, ligesom han skal være med i udviklingen af P1’s samlede sendeflade.
Nikolaj Koppel er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som pianist, og turnerede i en årrække i Danmark, USA, Tyskland, Australien og Norden, ligesom han har udgivet fire internationale cd’er – bl.a. ’Brahms Klaverkoncert nr. 1 med DR Symfoniorkestret – og senest ’Retrospect’, der udkom for halvandet år siden. Fra 2001-2005 var han redaktionschef på Euroman, og fra 2005-2010 var Nikolaj Koppel musikchef i Tivoli.
Nikolaj Koppel har været ansat i DR i et par år, hvor han både har været vært på ’Åbent Hus’ på P2 sammen med Hella Joof samt i ’Aftenshowet’ og ’Maestro’ på DR1.
”Jeg er utrolig glad for, at Nikolaj Koppel vil påtage sig ansvaret for at udvikle P2 i de kommende år. Og jeg er sikker på, at hans brede erfaring og visioner kan blive et godt aktiv - også i arbejdet med P1, der får direkte konkurrence fra den 1. november. Vi glæder os, til at han bliver en del af holdet, der skal udvikle vores radiokanaler fremover,” siger DRs mediedirektør, Gitte Rabøl.
Selv kalder Nikolaj Koppel kombinationen af at være kanalredaktør for P2 og redaktør for en del af P1’s specialmagasiner for ”et virkelig spændende miks, der går godt i spænd med hans musikfaglige og journalistiske baggrund.”
”Både P1 og P2 står lige om lidt over for markant ændrede spilleregler hvad angår konkurrence og præmisser. Og samtidig med at det er en stor udfordring for begge kanaler, er jeg slet ikke i tvivl om, at der også ligger en energi i denne nye situation. En energi, som kan bringe kanalerne nye steder hen, og som jeg glæder mig til at være med til at forløse,” siger Nikolaj Koppel.
Selv om Nikolaj Koppel nu bliver redaktør i DR Medier, forsvinder han ikke helt fra højttalere og tv-skærme. Sammen med Hella Joof fortsætter han frem til sommeren 2012 med at være vært for ’Åbent Hus’ på P2 søndag formiddag, og næste gang han kan opleves som tv-vært er i DR2’s konkurrence for klassiske musiktalenter, ’Spil for livet’, i november i år.
Foto: Nikolaj Koppel bliver kanalredaktør for P2 og får også redaktøropgaver på P1. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)
|