TV 2 Radio har skarpt kritiseret, at DR har nedsat en task force kaldet 'Operation Modslaw', der skal opruste DR Radio for at modstå konkurrencen fra TV 2 Radio fra februar. Men der er blot tale om "god solid konditræning, inden der kommer nogen på banen, som vi har stor respekt for". Det siger chef for P4 København, Jesper Grunwald, der står i spidsen for 'Operation Modslaw'.
I seneste nummer af fagbladet Journalisten kalder TV 2 Radios programchef Eik Frederiksen det paradoksalt, at DR er så optaget af at kortlægge TV 2 Radios ideer, og advarer om, at det vil kunne tiltrække sig politisk opmærksomhed, hvis DR kommer til at ligne de kommercielle radiostationer for meget.
Men den kritik preller helt af på Jesper Grunwald.
" Vi opererer jo på et radiomarked, og når der kommer en ny aktør, så har vi - også som offentlig selvejende institution - en pligt til at opgradere os. Det manglede da bare, når vi tager vare på licensbetalernes midler ," siger Jesper Grunwald til business.dk.
Grunwald peger på at en trimning af DR's radioprogramme ikke er det samme som at gå i en mere kommerciel retning.
Jesper Grunwald siger i øvrigt, at trimningen ikke er særligt 'fancy'. I arbejdsgruppen kigger man på de elementer, der gør radio eftertragtede - f.eks. musikprofil, studieværter, modprogrammering, lyddesign og nye programideer.
På trods af 'Operation Modslaw's indsats regner Jesper Grunwald dog med at DR Radio vil tabe share (markedsandele), men han håber, at DR vil kunne fastholde sin reach (dækning).
'Operation Modslaw' består af Jesper Grunwald, Per Bjerre (chef for DR Bornholm) samt en markedsanalytiker og projektchef. |