Nogen har et sprogøre, og nogen får det sågar. Det har studievært Karen Secher fra P1-programmet ’Besøgstid’ i hvert fald nu udsigt til at modtage. Hun bliver nemlig årets modtager af ’KulturBornholms sprogpris’, og den består netop af et 'sprogøre' i bornholmsk keramik.
"Karen Secher taler et flydende, imødekommende, velartikuleret og korrekt dansk," hedder det blandt andet i motiveringen fra formanden for KulturBornholms sprogprisudvalg, Carsten Seeger.
Helt konkret er det en samtale hjemme hos Stig Fogh Andersen, som blev sendt i ’Besøgstid’ på P1 onsdag den 23. november, der har udløst prisen, som bliver overrakt ved en senere lejlighed. Kongelig kammersanger Stig Fogh Andersen er æreskunstner i Østermarie og kunstnerisk leder af Festspillene i Østermarie.
KulturBornholm kalder sig selv en 'parasolforening', som dækker over mange mindre bornholmske foreninger, og også en anden P1-vært – Poul Friis – har tidligere fået priser fra den.
Foto: Karen Secher bliver hædret af KulturBornholm for sit sprog. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)
|