I januar 2001 forsøge Frederiksberg-Journalens Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen (billedet) at få sendetilladelse i Dronninglund kommune under navnet 'Radio Ellekær'. Ansøgningen blev dog afslået, men nu er en ny ansøgning på vej. De to har i tre år lavet gratisavisen "Nordjyllands-Journalen" i Dronninglund og samme avis skriver, at man mener at Dronninglund har brug for en journalistisk radio. Iflg. avisen vil Radio Ellekær blive en professionelt drevet radio, med nogle af Danmarks dygtigste lokalradiofolk.
Ole Hans Jensen er leder af Frederiksberg-Journalen, som avisen beskedent omtaler som "Storkøbenhavns største lokalradio", og han siger, at man føler, at man er klar til at tage det næste spring - efter at have kørt avisen Nordjyllands-Journalen i tre år - og det næste spring skal være en lokalradio med støtte fra Kulturministeriet og fra de lokale handlende.
Han langer dog samtidigt ud efter de lokale handlende, der efter Ole Hans Jensens opfattelse har leveret en skuffende annonceopbakning.
Sidste gang Radio Ellekær søgte sendetilladelse fik man afslag, men "vi føler, at vi uden tvivl vil få sendetid denne gang - ellers er der noget galt", slutter den optimistiske radiochef.
Fra Fællesnævnet, der bl.a. dækker Aalborg og Dronninglund kommuner, oplyses det overfor radionyt.com, at man intet har hørt fra Radio Ellekær. |