|
Succesfuld kampagne på Radio Hirtshals
Onsdag 13. juni 2001
Af Stig Hartvig Nielsen |
|
Det blev til 442 nye medlemmer i Radio Hirtshals og der var god respons på den ekstraordinære morgenradio, der blev sendt i forbindelse med en to uger lang medlemskampagne, der nu er slut.
"Medlemskampagnen på Radio Hirtshals er nu afsluttet og efter 2 travle uger her på stationen – er det med stolthed og glæde jeg kan fortælle at vi alle er meget overvældede over den modtagelse vi har fået hos byens borgere", siger Norman Olesen Horne – formand på Radio Hirtshals.
Under kampagnen kontakte man omkring 1.000 husstande og det forløb meget positivt, beretter Norman Olesen videre. Det blev til 442 nye medlemmer og dermed nåede man målet om at komme op på et samlet medlemstal på over 1.000.
I de to uger sendte Radio Hirtshals også morgenradio fra 5 morgen: "Vi har fået utrolig god respons fra vore lyttere – som åbenbart godt kunne li’ den form for radio – med både lokale indslag – gæster i studiet – morgensport – vejr – og go’ musik. Og specielt vores Morgenbasse-konkurrence var en kanon-succes.", fortæller Norman Olesen.
Bestyrelse og programudvalg vil nu overveje om man på et senere tidspunkt kan introducere en permanent morgenradio. |
|
Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version |
|
|
|