DRs Anders Bech-Jessen bliver fra den 13. december vært på P1's flagskib 'P1 Morgen'. Dermed vender han tilbage til radioen som morgenvært.
Anders Bech-Jessen har på det seneste været afløser som vært på flere profilerede tv-programmer, bl.a. DR1s forbrugerprogram 'Kontant' og '21 Søndag'. Han har tidligere været morgenvært på både P4 København og Go’Morgen P3. Nu er det så P1 Morgen-lytternes tur til at vågne med Anders Bech-Jessen i ørerne, skriver DR i en pressemeddelelse.
"Jeg glæder mig til sammen med de øvrige P1 Morgen-værter at interviewe de begavede eksperter, de skarpe debattører og de engagerede aktører, som P1 Morgen er så fuld af," siger Anders Bech-Jessen.
P1s kanalchef Anders Kinch-Jensen glæder sig over ansættelsen af Anders Bech-Jessen.
"P1 Morgen er lavet til videbegærlige danskere, der ønsker at blive klædt på til dagen med aktuelle historier fra ind- og udland. Det kræver værter med viden, skarphed og lune – og jeg er sikker på, at vores engagerede morgenlyttere bliver glade for, at vi nu får Anders Bech-Jessen på værtsholdet."
En kvart million mennesker lytter hver morgen mandag-fredag kl. 6-9 og lørdag 8-10 med på nyheder fra indland, udland, erhverv og kultur og får baggrund, analyse og aktuel samfundsdebat.
Holdet af værter på 'P1 Morgen' består nu – foruden Anders Bech-Jessen – af Mette Hovmand Stilling, Jan Falkentoft, Ole Brink og Dorte Krogsgaard.
Foto: Ny vært på 'P1 Morgen' - Anders Bech-Jessen. (Fotograf: Ulla Voigt) |