Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet (SAML), der er den landsdækkende paraplyorganisation for ca. 160 lokale, regionale og landsdækkende ikke-kommercielle radio- og tv-stationer, vender sig i et åbent brev til kulturminister Per Stig Møller og partierne bag det nye medieforlig, mod nedskæringen på 20 mio. kr. til de ikke-kommercielle stationer. I stedet er der behov for en fordobling af støtten.
Åbent brev fra SAML til Kulturminister Per Stig Møller, regeringspartierne; Venstre og Det Konservative Folkeparti, samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance:
"Kære Kulturminister Per Stig Møller og mediepolitiske ordførere for de nævnte partier
Først vil vi gerne sige tak, fordi sendetilladelserne for de lokale radiostationer nu forlænges i fem år. Det giver ro på de mange lokale radiostationer, at de nu ved de kan fortsætte deres sendevirksomhed i de kommende fem år. Hvis de ellers overlever økonomisk!
Forligspartierne har, uvist af hvilken årsag, beskåret puljen til de ikke-kommercielle elektroniske medier fra 50,8 millioner årligt til 45,8 millioner årligt i forligsperioden (2011-2014). Ganske vist siges det, at der skal spares, men 5 millioner årligt i tilskud til de ca. 150 ikke-kommercielle radiostationer og ca 200 ikke-kommercielle tv-stationer er mange penge ud af et i forvejen absolut minimumsbeløb. Men 20 millioner over fire år er trods alt ikke mange procent af Kulturministeriets budget.
De ikke-kommercielle medier har nu i mange år varetaget opgaven med lokal public service og ikke mindst lokal public access – en opgave ingen andre elektroniske medier hverken kan eller vil varetage. Takken er så åbenbart en reduktion af driftstilskuddet.
Der er et dokumenteret behov for mindst 100 millioner årligt til de ikke-kommercielle medier, naturligvis under forudsætning af, at man fra politisk hold ønsker, at disse medier skal kunne overleve og kunne udvikle sig og følge med i den teknologiske udvikling på mediemarkedet.
SAML har senest overfor Folketingets Kulturudvalg på et foretræde for udvalget den 20. maj 2010 advokeret for,
• at puljen forhøjes fra de nuværende 50 millioner til 100 millioner årligt, • at der findes ekstramidler øremærket til uddannelse af de mange hundrede frivillige og ansatte på de ikke-kommercielle medier, • at must carry forpligtelsen udvides til også at omfatte de ikke-kommercielle tv-stationer, • at der fastsættes et loft for, hvor meget I/S Digi TV kan opkræve af de ikke-kommercielle tv-stationer for transmissionsudgifter, • at der afsættes flere ressourcer til Radio- og tv-nævnet, således at Nævnet kan opfylde sin tilsynsforpligtelse overfor de ikke-kommercielle medier, • at public service puljen åbnes for de ikke-kommercielle medier, • at den lokale forankring for radiostationerne og den regionale forankring for tv-stationerne sikres, således at den udbredte kassetænkning, der pt foregår, kan hindres, • at de lokale ikke-kommercielle radiostationer fremtidssikres, om fremtiden så bliver på DAB-nettet, DAB+, eller en helt tredje platform, og • at der afsættes midler til drift af en fælles internetportal for de ikke-kommercielle radiostationer, og at organisationerne driver denne portal.
Kulturminister Per Stig Møller svarer Folketingets Kulturudvalg, der har bedt om ministerens kommentar til SAML’s henvendelse;
• at der nedsættes et udvalg med deltagelse af blandt andet lokalradio- og tv-branchen. Som dels skal komme med forslag til, hvorledes tilskudsordningen for ikke-kommerciel lokalradio og –tv kan gøres mere fokuseret på produktion og udsendelse af lokalt indhold, dels i løbet af 2012 skal evaluere den gældende ordning for ikke-kommercielt tv for så vidt angår udstedelse af programtilladelser mv. og komme med forslag til en ny ordning som i højere grad sikrer, at sendemulighederne anvendes til programvirksomhed som reelt er lokal/regional, • at de gældende sendetilladelser til lokal radio forlænges på uændrede vilkår indtil den 31. december 2015, og at der i løbet af sommeren 2010 udstedes en bekendtgørelse herom, • at der afsættes 45,8 mio. årligt til lokalradio og –tv, • at der afsættes 6 mio. kr. årligt til Styrelsen for Bibliotek og Medier, som sekretariatsbetjener Radio- og tv-nævnet, • at det derudover fremgår af tillægsaftalen om udvikling af radiomarkedet af 9. juni 2009, at der etableres en internetportal for de ikke-kommercielle lokalradiostationer, og at der afsættes et engangsbeløb på 2 mio. kr. af licensmidlerne til dette formål, og afslutningsvist • at de øvrige punkter i SAML’s henvendelse ikke giver ministeren anledning til bemærkninger.
Det glæder os naturligvis meget, at forligspartierne har imødekommet vores ønsker ifht. at afsætte yderligere midler til Radio- og tv-nævnets sekretariat. Men vi havde dog ikke forestillet os, at vi, ud af en lille pulje, skulle betale for dette. Det er næsten som at strø salt i et åbent sår.
Det glæder os også meget, at der i medieforliget er enighed om, at der skal nedsættes et udvalg med deltagelse af organisationerne til at se på tilskudsordningen samt evaluere digitaliseringen af de ikke-kommercielle tv-stationer.
Men vi har svært ved at forstå, at forligspartnerne på den ene side forlænger radiotilladelserne i fem år og nedsætter et udvalg til at evaluere digitaliseringen af de ikke-kommercielle tv-stationer, hvilket vi kun kan tolke som vilje til, at også de ikke-kommercielle medier skal have en fremtid.
Og at de samme forligspartnere på den anden side vælger at beskære i puljen til driftstilskud, ikke vil afsætte midler til uddannelse, ikke vil genindføre must carry forpligtelsen og kun vil afsætte et engangsbeløb på 2 mio. kr. til en fælles internetportal for radiostationerne – Så har vi svært ved at se, at der også for de ikke-kommercielle radio- og tv-stationer er en fremtid.
SAML vil derfor med dette åbne brev opfordre forligspartierne til at se endnu engang på, om ikke der er muligheder for at imødekomme vores ønsker lidt mere.
I modsat fald frygter vi, at Danmark vil miste uerstattelige aktører ifbm. bevaring af ytringsfriheden, medieverdenes mangfoldighed, det folkeoplysende og demokratiskabende arbejde – også i Udkantsdanmark."
|