Radio 100FM, som dagbladet Børsen betegner som "den undertippede radiostation", slår på afgørende punkter Sky Radio. Radio 100 FM er i København og på resten af Sjælland iflg. en interview-undersøgelse foretaget af MindShare Consumer Insight, suverænt lytternes foretrukne radiostation. Også The Voice klarer sig rigtigt godt.
Undersøgelsen fra MindShare Consumer Insight er sket i samarbejde med Krak og Jubii og omfatter interviews med 1205 personer i alderen 12-59 år.
I undersøgelsen er interview-personerne blandt andet bedt om at udpege deres favorit-radiostation. Sky Radio har i modsætning til bl.a. Radio 100FM og The Voice landsdækning, og det betyder at Sky lige akkurat bliver nummer et blandt de kommercielle stationer på landsplan. Sky Radio er favorit-station blandt 13 pct. af befolkningen, mens The Voice scorer 12.8 pct. og Radio 100FM får 10.5 pct.
Ser man på de områder, hvor både Sky Radio, The Voice og Radio 100FM kan høres, så viser det sig, at Sky Radio står betydeligt svagere her. I København er Sky Radio f.eks. kun nummer fem - efter Radio100FM, The Voice, Radio 2 og selv Pop FM.
På Fyn er det lige så slemt, skriver Børsen videre. Sky Radio er kun nummer fire på listen over foretrukne radiostationer, hvilket er en sidsteplads over de største stationer. Her fører Voice suverænt.
Sky Radios adm. direktør, Kasper Krüger, siger til avisen, at han er tilfreds med at være den mest foretrukne radiostation på landsplan - også selvom forspringet til nummer to, The Voice, er meget beskedent.
"Voice har været i markedet i mange år, mens vi er nye for en meget stor gruppe mennesker efter, at vi er blevet landsdækkende. Derfor vil vores forspring også blive øget, i takt med at flere lærer os at kende", siger Krüger til Børsen.
Det dårlige resultat i København forklares med, at Mindshare i sin undersøgelse kun har spurgt lytterne om, hvilken radiostation der er ens foretrukne. Hvis der var blevet spurgt om de to eller tre mest foretrukne, ville resultatet ifølge Kasper Krüger have været noget helt andet. |