RadioNet er klar med et nyt team med nye værter på primære flader og med ny musikchef, der efter sommerferien skal ruste RadioNets stationer i Hit FM-netværket til fremtiden.
Profil morgenshowet Skovmand & Bue fortsætter i Nordjylland, ligesom det forholdsvis nye Kato & Maria gør det i Midt- og Vestjylland, men der kommer nye værter på formiddag og eftermiddag.
Formiddagsfladen vil blive varetaget af Mike Forde, der kommer fra Radio 3 i Odense, og det nye eftermiddagshow får Per Madsen fra Radio Horsens som vært.
”Ud over tilførsel af værter vælger vi at styrke musikken på Hit FM ved at ansætte Jan Jensen som musikchef” oplyser RadioNets gruppe programchef Kent Kordt. ”Jan er i forvejen hyret som vært på Popaganda (RadioNets lytterbestemte hitliste), og det vil han fortsat være - Jeg er sikker på, at vi er rigtig godt rustet til fremtiden, når Jan Jensen og Mette Dam kan have 100% fokus på musikken på henholdsvis Hit FM og Guld FM” pointerer gruppe programchefen.
Jan Jensen glæder sig til at vende tilbage på fuld tid hos RadioNet. ”Stillingen som musikchef for Hit FM har altid stået for mig som et ønskejob. Musik har altid været min store passion” betoner Jan Jensen.
|