Lokalradioen FMR1 i Nyborg har i en længere periode ikke betalt KODA afgifter og efter en sag i fogedretten er der nu blevet nedlagt fogedforbud mod radioens forsatte brug af musik. I weekenden blev forbindelsen til FMR1 i Nyborg klippet.
Underdirektør i KODA Martin Gormsen oplyser til radionyt.com, at fogedrettens afgørelse blev effektueret sent fredag, hvorefter der nu kun sendes en tom bærebølge på radioens to frekvenser, 90.1 og 104.5 MHz. Det forlyder at FMR1 skylder KODA op mod 200.000 kr., og så lang tid der ikke kommer penge på bordet – er der lukket for musikanvendelsen.
Skulle det lykkes FMR1 at få betalt KODA lurer det næste problem om hjørnet. FMR1 har heller ikke betalt Gramex i lang tid, og Gramex har nu fået berammet et retsmøde om fogedforbud. Så vidt radionyt.com erfarer er dette retsmøde fastsat til den 11. juni. FMR1’s salgschef Mogens Breinholt siger til radionyt.com, at FMR1 netop har bedt lokalradionævnet om tre ugers ”ferie” – og fået dette bevilget. Han vil i øvrigt ikke udtale sig, men henviser til kontaktperson for sendetilladelsesforeningen Radio Amanda, Max Rasmussen, som det ikke var muligt at træffe. |