Dansk Folkepartis kultur- og medieordfører Louise Frevert føler sig ikke overbevist over, at regeringens nye medieudspil trækker i den rigtige retning. "Jeg synes der i det her medieudspil er alt for meget DR og for lidt andet", siger Frevert. "Der er simpelt hen for få tanker om, hvordan lokale og kommercielle radiostationer får bedre vilkår i konkurrencen med DR-mastodonten, og det skal der ændres på i et medie-forlig".
"Det virker som om regeringen er mere opsatte på et lave et bredt forlig frem for et godt forlig", siger Louise Frevert, der peger på en række kritikpunkter i regeringens oplæg.
"Hvor er den lokale stemme i oplægget? Vi ønsker langt mere fokus på og flere muligheder for lokalradioerne – de lokale stemmer i mediebilledet. Nye lyttertal viser, at Danmarks Radio sidder på 72 pct. af radiolytterne – det er håbløst umoderne og udtryk for det gamle monopol, som nu effektivt skal brydes", siger Louise Frevert, der savner et reelt opgør med monopolet i regeringens oplæg.
Louise Frevert er modstander af forslaget til en ny sammensætning af DRs bestyrelse. "DR-bestyrelsen skal fortsat være politisk udpeget. Det er ikke et forhandlingsemne", siger Louise Frevert. |