Da finalisterne i X Factor for et år siden indtog scenen på Rådhuspladsen var op mod 60.000 danskere mødt frem. Igen i år er der lagt op til en oplevelse for hele Danmark, når Aftenshowet på DR1 og DR P4 atter inviterer til X Factor-koncert mandag den 23. marts.
Det er endnu uvist hvilke tre navne, der når finalen i X Factor – og som skal optræde til årets gratis X Factor-koncert. Det ligger kun fast at de tre navne skal findes blandt de fem (se billeder til højre på denne side), der er tilbage netop nu i X Factor
X Factor koncerten finder sted på en scene foran Busterminalen på Rådhuspladsen i København og koncerten starter kl. 19.00.
For at nogle af de mange fans rundt om i landet også skal have mulighed for at se X Factor-koncerten live, arrangerer P4’s regioner en konkurrence, hvor 100 P4-lyttere kan vinde transport med tog direkte til Rådhuspladsen - og som et ekstra plus får tre familier ud af de 100 lyttere særlige VIP-pladser foran scenen og kommer en tur backstage.
"Vi vil meget gerne invitere hele Danmark til årets X Factor-koncert. Sidste år mødte 60.000 danskere op, og jeg håber meget, at alle fra nær og fjern vil tage imod invitationen, som Aftenshowet og P4 hermed har udsendt. Vi glæder os meget til at byde velkommen på Rådhuspladsen - og vi har virkelig lagt os i selen for at give alle en rigtig god oplevelse," siger Jan Lagermand Lundme, underholdningsredaktør hos DR.
Først fredag den 20. marts afgøres det hvilke tre finalister, publikum kan opleve til koncerten mandag den 23. marts kl. 19.00.
X Factor finalen kan ses på DR1 fredag den 27. marts kl. 20.00.
Foto: Mohamed, Lucas, Sidsel, Alien Beat Club og Linda kommer ikke alle til koncerten - det gør kun tre af dem. (Fotocredit: DR. Fotomontage: radionyt.com/tvnyt.com) |