I dagens udgave af Jydske Vestkysten hænges den lokale radiostation i Esbjerg Radio Victor ud, fordi man ikke vil spille et lokalt orkester, der hedder Limf. Radioen i Varde, Radio Charlie, vil derimod gerne spille Limf.
Den seneste CD fra Limf er iflg. Radio Victors programredaktionschef Lotte Søgaard fundet for dårlig kvalitetsmæssigt og desuden er den vurderet til ikke at passe ind i radiostationens musikkoncept.
"Vi har optrådt på Midtfynsfestivalen, ved koncerter på blandt andet Tobakken og Industrien i Esbjerg, pladeselskaber viser interesse for os, og en række andre radiostationer spiller vores musik. Men vi mangler den formentlig vigtigste brik i forsøget på at blive kendt, nemlig den lokale radiostation", siger Mads Nielsen fra det fem mand store orkester til avisen.
Men det gør ikke indtryk på Radio Victor, der har vurderet CD’en fra Limf på lige fod med al anden musik. Søgard siger, at Radio Victors koncept som kommerciel radio ikke omfatter specielle hensyn til lokale bands.
I Varde ser Radio Charlie helt anderledes på sagen. Her vil man gerne hjælpe en god, lokal gruppe frem og spiller derfor Limf flittigt. |