"Husk nu på Sky Radio" skriver formand for Dansk Journalistforbund (DJ) Mogens Blicher Bjerregård advarende i et indlæg i Børsen i dag. Adressen er kulturminister Brian Mikkelsen, som DJ mener har et ansvar for at lyttere og ansatte ikke igen kommer i klemme i kommercielle foretagenders jagt på en hurtig gevinst, når der skal findes en efterfølger til at overtage det 5. FM net efter Sky Radio.
Journalistforbundet siger direkte, at den nye ejer af den 5. radiokanal skal være en medievirksomhed med et publicistisk formål - altså en institution, der har som hovedformål at producere tv, radio eller avis og som ikke er sat i verden for bare at tjene penge.
Bjerregård peger også på, at det er interessant, at TV 2 med stor sandsynlighed vil byde på FM5. TV 2 står som bekendt overfor et salg, og derfor mener Bjerregård at det er nødvendigt med en debat om, "hvad vi gerne vil med de landsdækkende medier i Danmark". Sådan en debat kunne passende ske i en ny mediekommission. |