Når Radio 10 Gold formentlig natten til søndag forlader mellembølge 1008 kHz, står en radio klar i kulissen. Eller gør der?
En hjemmeside www.radio1008.nl proklamerer, at man er klar til at sende søndag den 1. april kl. 10.08.
Det menes at være en aprilsnar sat i scene af Sky Radio, idet hjemmesiden tilsyneladende indehaves af en tidligere medarbejder på Sky Radio.
Forvirringen er total, idet Radio 1008 i går begyndte at teste på nettet med musik og jingler.
Det er ikke noget nyt, at en konkurrerende radio forsøger at "stjæle" lyttere, når en frekvens forlades. Det er sket før. Da Radio Veronica i 1973 forlod 192 meter var Radio Noordzee International ikke sen til at udnytte dette, og sendte musik på frekvensen, der henviste til hovedstationen.
Det bliver spændende at følge, om Sky Radio starter en Radio 1008 med oldies på frekvensen. En radio der i så fald kunne reklamere for Radio 10 Golds værste konkurrent, Radio Veronica.
|