Radio Midt & Vest i Holstebro har i lighed med DRs øvrige regionalradioer udviddet eftermiddags-sendefladen. Den ekstra sendetid bruges til mere aktualitetsstof, trafik og service. Det sker for at ruste sig mod den kommende konkurrence fra den nye 5. landsdækkende radiokanal.
Udvidelsen i eftermiddagsfladen sker mellem 15-16. ”Den ekstra time giver os en kærkommen lejlighed til blandt andet at lave en endnu bedre trafikservice om eftermiddagen, siger Tyge Dinsen, chef for DR Midt & Vest. Vi ved, at der er mange pendlere på vejene på det tidspunkt i Viborg og Ringkøbing amter. Derfor er der behov for, at vi i samarbejde med vores omfattende net af trafikrapportører, kan gøre endnu mere for dem. Det glæder vi os til at demonstrere”, siger han.
I den første eftermiddagstime mellem kl. 15 og 16 er der speciel fokus på trafik, service og musik. Fra 16-17 og frem til kl. 17.30 - kun afbrudt af radioaviser, sport og regionale nyhedsudsendelser - følger Radio Midt & Vest op på dagens begivenheder med journalistiske historier fra det midt- og vestjyske.
Den regionale eftermiddag rundes af med baggrundsmagasinet ’Domino’, der har fået rykket sendetiden, så det nu sendes fra kl. 17.35-18. Programmet Domino har hidtil været Radio Midt & Vest’s journalistiske flagskib, men er nu reduceret til 25 minutter samtidig med, at programmet har fået en lidt mere moderne form.
”Med den ny eftermiddag har vi forbedret den samlede programprofil”, siger Tyge Dinsen. Han mener derfor, Radio Midt & Vest har styrket sin position og gjort sig klar til at møde den øgede konkurrence, der vil komme, når der senere i år kommer en 5. landsdækkende radiokanal udenfor DR.
Læs også: http://www.radionyt.com/artikel/default.asp?id=5679
|