Radio Silkeborg skiftede i 2008 navn til Radio 1. Uden at det var lykkedes at skaffe domænenavnet radio1.dk. I stedet anvendte man domænenavnet radio1.nu, men efter en årelang og omstændig sag i Klagenævnet For Domænenavne har Radio 1 nu vundet adressen radio1.dk.
Da Radio Silkeborg i 2008 valgte at skifte navn til Radio 1, forsøgte den midtjyske radiostation at få fingre i domænenavnet radio1.dk.
Navnet blev i februar 2003 registreret af den daværende lokale radiostation i Nyborg, Eastcoast FM. Stationslederen her var Peder Andersen. Da Eastcoast FM blev lukket i 2004 overtog Peder Andersens firma Pancon domænenavnet.
Radio 1 og Peder Andersen kunne i 2008 imidlertid ikke blive enige om en overdragelse af domænenavnet, og Radio Silkeborg/Radio 1 gik derfor til Klagenævnet for Domænenavne.
I første omgang tabte Radio 1 sagen om domænenavnet i klagenævnet. I marts 2009 afviste nævnet, at Peder Andersens firma Pancon skulle overdrage domænenavnet radio1.dk til Radio 1. Men nu har nævnet altså truffet den modsatte afgørelse: ”Pancon v/Peder Andersen, skal anerkende, at den foreliggende registrering af domænenavnet ’radio1.dk’ er i strid med gældende dansk ret, og at registreringen af dette domænenavn overføres til klageren, Radio 1”.
Den første afgørelse i nævnet var baseret på, at klagenævnet ikke kunne afvise, at Peder Andersen ”havde en loyal og væsentlig interesse i fortsat at gøre brug af det omtvistede domænenavn.”
Men nu har nævnet vurderet, at Peder Andersen ikke har anvendt radio1.dk ”på loyal måde for en reel internetradiovirksomhed.” Desuden anerkender nævnet, at Radio 1 har væsentlige og legitime interesser i at kunne anvende domænenavnet radio1.dk.
Domæneadressen skal nu – inden fire uger – overdrages til Radio 1.
Hele den 24 sider lange og ganske spændende sagsfremstilling og afgørelse kan læses her: http://www.domaeneklager.dk/uploads/2010-0145radio1dk.pdf
|