TV 2 har tidligere bogført TV 2 Radio som et aktiv for selskabet på 140 mio. kr., men nu har man valgt at nedskrive værdien af radioen til nul kroner. TV 2 mener altså , at sendetilladelsen er nul kroner værd, og at man heller ikke regner med, at den bliver noget værd. Det kunne ligne et signal om en snarlig lukning af TV 2 Radio. Men sådan kommer det næppe til at gå. TV 2 kan nemlig slet ikke lukke sin radiokanal. Formand for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, forklarer til Berlingske Business, at TV 2's eneste mulighed er at anmode nævnet om tilladelse til at sælge stationen.
"I den koncessionsaftale, der foreligger med TV 2, er der ikke blot en senderet, men tillige en sendepligt. Den sendepligt gælder i hele koncessionsperioden på otte år," siger Christian Scherfig.
Og den sendepligt indebærer ikke bare at der kan sendes hvad som helst. Der skal i de næste syv år sendes udsendelser, der opfylder samtlige de krav om bl.a. nyheder og musikprofil, der nøje er beskrevet i sendetilladelsen.
TV 2 kan altså ikke "slippe med" blot at betale for sendetilladelsen i syv år - 7 x 22 mio. kr - i alt 154 mio. kr. TV 2 har forpligtiget sig til rent faktisk at sende.
Den eneste udvej er et salg - og det kan ikke ske til hvem som helst - men skal ske til en anden stor aktør på markedet, som Radio- og tv-nævnet har tillid til kan opfylde programforpligtelserne og som vil være i stand til at betale koncessionsafgiften.
Adm. direktør for TV 2 Merete Eldrup har tidligere givet udtryk for, at der "skal være lys for enden af tunnelen" for TV 2 Radio efter første kvartal. Men selvom der viser sig at være bælgmørkt, kan ledelsen iflg. Berlingske Business ikke uden videre trække stikket ud.
Den nye formand for TV 2, Lars Liebst, siger at man i løbet af de næste to måneder nøje vil gennemgå TV 2 Radios nøgletal. |