Radio Upchart er navnet på en ny dansk internetradio, der begyndte at sende mandag. Stationen henvender sig med et CHR-format til de 15-28 årige og sender fra starten live to timer hver formiddag.
Direktør for Radio Upchart er Stine Pedersen og stationsleder er Peter Hansen. De var tidligere en del af salgsselskabet Add1More, der bl.a. solgte reklamer for Radio NRJ.
Nu har de dannet deres eget selskab, Add2Much, der både er et salgsselskab, der sælger for andre klienter, men så også er en radiostation. Peter Hansen fortæller til radionyt.com, at man har startet radiostationen - inspireret af samarbejdet med NRJ - og fordi man ønskede et "lidt mere kreativt projekt" end kun reklamesalg.
Radio Upchart sender live morgenradio med Christian hver dag - men først kl. 9-11. "Det er sikkert Danmarks senest morgenshow, men det er nu mest smart at sende når folk møder på arbejdet - end når de sidder i bilen", konstaterer Peter Hansen.
I løbet af januar måned regner man med at introducere et eftermiddagsshow - 'Før fyraften' - der skal sendes kl. 16-18. Resten af døgnet sendes der nonstop musik.
Radio Upchart lægger vægt på en god lyd og sender derfor med en høj bitrate: 128 kbps.
Radioen kan høres her: www.upchart.dk |