 Tidligere direktør på Sony Music, Jan Degner, gjorde sig lørdag bemærket med en udtalelse til RadioNyhederne, hvor han påstod at radiostationerne er en af grundene til krisen i placebranchen. Radionyt.com har bedt DRs musikchef Eik Frederiksen (billedet) om en kommentar, og han er lodret uenig med Degner. Iflg. Frederiksen er radioen tvært imod det fremmeste medie til at eksponere og præsentere musik, og han slår fast, at det er tydeligt, at en plades succes ofte er afhængig af radioafspilning. Samtidigt langer han ud efter pladebranchen i Danmark, der ikke følger med - og ikke forstår at bruge radiopromotion rigtigt. Pladebranchen poster i stedet formålsløst penge i tv-reklamer og opsamlingsplader - i stedet for at satse på mod, kreativitet og flere radioreklamer.
Her er Eik Frederiksens kommentar:
"Jan Degner - en af dansk pladebranches "Grand Old Men", må have problemer med hørelsen efter alle disse år...
Hvordan kan han påstå at radioerne bærer deres andel af skylden for pladebranchens krise ?
Radioen er det fremmeste medie til at eksponere og præsentere musik, det er her man først hører det nye, og også det velkendte og dermed kan perspektivere det man hører. Det er også i radioen man hører historierne om musikken, og er man heldig kan høre interviews eller live-koncerter.
Hvis Jan Degner skulle have ret i sin påstand, virker det jo besynderligt at de selvsamme pladeselskaber alle har tilknyttede radiopromotere, hvis eneste opgave er at få musikken spillet i radioen. Disse benytter mere og mere kreative og aggressive metoder for at få musikken spillet. Vi der sidder på radioerne oplever dagligt hvor pressede disse promotere er. Det er tydeligt, at en plades succes ofte er afhængig af radioafspilning.
Jan Degner mener, at de nye kanaler med nye formatter truer pladebranchen, men sidst der for alvor skete et skred var i 1988 med reklamernes frigivelse. Store veldrevne og målgruppemæssigt fokuserede stationer skød frem, og disse spillede anden musik end DR. Det var dem der gav Ray Dee Ooh, Sko/Torp og andre liv i karriererne.
I dag er radioerne endnu bedre programmeret,og endnu mere fokuserede på målgrupper m.v. Formatterne er mere rendyrkede, og der er et større udbud og musikalsk mangfoldighed end før. Format for format er der ikke de store udsving, men der er flere formatter på vej.
DR har selv defineret mål for andelen af dansk musik - mål vi nåede i 2001, og den mere strukturerede afspilning har allerede givet flere store danske gennembrud. P3 var kanalen der turde spille Safri Duo, Outlandish, Saybia, Mew, Junior Senior, da ingen andre turde.
I år har flere navne - uden pladekontrakt, været Ugens Uundgåelige - såsom Carpark North, Twoface og Aya. - Alle navne som pladeselskaberne, efter at have hørt musikken på P3, nærmest faldt over hinanden for at få kontrakt med. Aktuelle eksempler er også Sensous og Indigo Sun.
Grupperne havde inden da, selv i lang tid forsøgt at vække pladeselskabernes A&R-folk, men radioen vækkede dem!
Radio er det vigtigste medie for markedsføring af musik. I USA er det vigtigste at radioerne spiller en sang, så vigtigt at man oftest oplever det samme nummer lavet i 5-10 forskellige versioner, så det passer til formatterne. Det er også på mange selskaber den promotionaktivitet man udover video & MTV bruger flest penge på.
Problemet er ikke at radioerne bliver mere og mere professionelle, men at pladebranchen herhjemme ikke følger med.
De har slet ikke forstået at bruge radiopromotion rigtigt. Det er i Danmark stadigt prioriterert efter såvel skreven presse, tv og ugeblade.
Jeg stiller mig ikke op og synger "krise" i kor med selskabernes direktører. De har selv ansvaret for, at de efter punktafgiftens fjernelse udgav flere og flere opsamlings-cd´ere og ikke (som lovet) brugte flere penge på dansk musik. Det er de selvsamme direktører, der i de sidste år op mod jul har fundet det meget kvikt at indrykke over 100 tv-reklamer for cd´ere, selvom tallene for de sidste 5-6 år viser at ikke engang halvdelen tjente sig selv hjem. Udgifterne til indrykning af disse tv-reklamer er så store, at der skal sælges uhyggeligt mange cd´ere for at nå break-even, og når mængden er så massiv er det svært at være Peter Ukendt og debutant...uden tv-reklamer
De tabte penge på tv-reklamerne skulle hentes hjem igen, og blev så fjernet fra højrisikodelen af geschäften. Det er selvfølgelig debutanterne....eller bare egen-produktionen. En udvikling som i de sidste år har kostet flere etablerede navne deres pladekontrakt.
Pladeselskaberne har også i de seneste år "malket" bagkatalogerne for alt brugbart til Greatest Hits, ligesom remasterede udgaver af klassikere raskt væk er udkommet på cd. Heller ikke denne meromsætning har kapitaliseret sig i en øget satsning på egen produktioner.
Jan Degner mener at radioernes massive musikforbrug gør ondt på pladeselskaberne. Hvis vi nu ændrer deres navn til rettighedshavere, så indkasserer de hvert år via Gramex store beløb fra radioerne. Så store beløb at KODA/Gramex for mange radioer - bl.a. DR - er blandt de hastigst voksende udgiftsposter. Modsat er Gramex-indtægter en absolut væsentlig del af indtjeningen i pladeselskaberne.
Bizart, når flere undersøgelser i udlandet viser at netop dét at musikken spilles i radioen animerer lytterne til at købe mere musik, end læsere af magasiner og seere af tv-shows og tv-reklamer. Det er derfor også ekstra mærkværdigt at meget få pladeselskaber reelt annoncerer på de kommercielle radioer.
Uanset hvordan man forholder sig til det, så er det omtale/eksponering af en vare, når der spilles musik i radioen. Hvis altså denne findes i butikkerne.
Årsagen til den aktuelle krise i pladebranchen tror jeg derfor nærmere skyldes et urealtisk højt salg af opsamlings og greatest hits cd´er i de seneste år, alt for mange tv-reklamer, for lidt mod og kreativitet, og for lille en satsning på dansk musik.
Så, kære Jan Degner: Lad være med at skyde med sten, når du selv som mangeårig Sony-direktør selv bor i glashus".
|
