Det blev KPMG Consulting der fik opgaven af Kulturministeriet med at fortage en uafhængig undersøgelse af grundlaget for en eventuel re-planlægning af frekvensanvendelsen i FM-båndet i Danmark.
Ifølge medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, skal der foretages en uafhængig undersøgelse af grundlaget for en eventuel re-planlægning af frekvensanvendelsen i FM-båndet i Danmark svarende til den re-planlægning, som er gennemført i Nederlandene.
I første omgang gennemføres en ”fact finding mission”, hvor et uafhængigt konsulentfirma belyser erfaringerne med re-planlægning i Nederlandene, hvorledes processen er sat i gang, hvad målsætningerne har været, interviews med interessenterne osv.
Kulturministeriet har haft opgaven i udbud og på baggrund af tre forskellige bud har man valgt KPMG Consulting til at forestå undersøgelsen, som forventes afsluttet i december 2002.
Når resultatet af undersøgelsen foreligger, tager aftalepartierne stilling til, om der skal iværksættes yderligere initiativer, meddeles det fra ministeriet. |