Med manuskript af Brian Lykke og Simon Kvamm er der garanti for god børneradio i P3s nye radiotegneserie om laboratoriet ’Opfindelsen & Søn’, der laver nye forlystelser til Tivoli. ’Opfindelsen & Søn’ kan høres alle hverdage kl. 6.50 eller 18.50 på P3.
Det er nok de færreste der er klar over, at der dybt nede under Tivoli er et laboratorium, der hedder Opfindelsen & Søn, som laver nye forlystelser til Tivoli. Hver mandag til fredag kl. 6.50 eller 18.50 følger Junior på P3 i bedste mockumentary stil livet i det lille hyggelige værksted.
P3-lytterne vil som radiotegneserien skrider frem stifte bekendtskab med en række karakterer, som på trods er deres forskellige personligheder, motiver og kompetencer skal finde ud af at arbejde sammen i hæderkronede ’Opfindelsen & Søn’.
Idéen til ’Opfindelsen & Søn’ er udviklet og udtænkt af Brian Lykke og Simon Kvamm, der med tv-successerne ’Rockerklubben Svinene’ og ’Drengene fra Angora’ er særdeles velbevandret i mockumentary-genren.
Rollen som Franz Opfindelsen spilles af ingen mindre end Søren Rislund fra Monrad & Rislund, mens Peder T. Pedersen, der blev verdensberømt i Danmark i satireholdet Gramsespektrum, lægger stemme til sønnen Anton.
Rollen som receptionisten Ursula spilles af dansemusen Mia Lyhne, der også er aktuel i Frank Hvamm og Casper Christensens ’Klovn’, mens mekanikeren Jim spilles af Rasmus Bjerg, der blandt andet er kendt som Loke i Wullfmorgentalers gakkede satire på DR2. |