Holland FM er navnet på en ny radiostation i Nederlandene, der gik i æteren fredag kl. 15. Man bruger det frekvensnet i Friesland, der blev ledig da Nationaal FM gik konkurs.
I lighed med Nationaal FM sender den nye Holland FM udelukkende nederlandstalig (nederlandsk sprogligt) musik. En musikform der er utrolig populær i det nordvestlige område af Nederlandene - i Friesland.
Det kan undre, at stationen kalder sig 'Holland FM', men sender fra Friesland, der ikke er en del af Holland. Erna van Zeggeren forklarer til radionyt.com, at sproget hedder "hollands" og Holland FM sender kun sange fra Nederlandske kunstnere, der synger på "hollands" - derfor 'Holland FM'.
Hollandsk er den mest udbredte dialekt i Nederlandene og tales ikke kun i Holland. Det officielle navn på sproget i Nederlandene (og den nordlige del af Belgien) er nederlandsk.
Musikformatet på Holland FM tager udgangspunkt i den ugentlige Holland FM Top 25.
Stationen har ikke nogen forbindelse til radiostationen af samme navn, der sendte i starten af 90'erne, hvor den rådede over en række mellembølgefrekvenser, bl.a. 1224 kHz - og til det formål erhvervede senderskibet 'Communicator'. Stationen blev senere opkøbt af Veronica og relanceret som Hitradio Veronica 1224. |