En ny kommerciel radiostation er gået i luften over Haderslev. Radioen, der hedder "Omega FM", er især en ungdomsradio og drives af 5 frivillige. Man sender stort set alt – lige fra dansktop musik til den mere hårde rockmusik.
Omega FM startede den 15. marts men med en noget begrænset sendetid, da der også er to andre stationer der har sendetilladelse på områdets to frekvenser, 98.6 og 101.7 MHz, Radio Haderslev og Norea Radio. Den kristne radiostation, Radio Haderslev, har dog efterfølgende nedskåret aktiviteterne markant og sender nu kun i aftentimerne. Den anden kristne station i Haderslev, Norea Radio, sender uændret fast mandag-fredag kl. 17.30-18.00. Radio Haderslevs indskrænkninger har betydet at Omega FM har fået mulighed for at udvide sendetiden og den nye station har således i den sidste uge kunnet sende hver dag kl. 06.00-17.30. Omega FMs stationsleder, Brian Enemark, fortæller til radionyt.com at man har lejet sig ind i Radio Haderslevs lokaler indtil videre, men at man er på udkig efter egne lokaler – når økonomien ellers er til det. Indtil videre arbejder alle fem medarbejdere på stationen ulønnet, men når reklameindtægterne gør det muligt, er det planen at Brian Enemark skal ansættes på radioen. |