Telestyrelsen har – som tidligere fortalt – meldt 7 lokalradioer til politiet for at have sendt uden cirkulator og/eller med for høj sendestyrke. En af de politianmeldte stationer, VLR forklarer sig nu på nettet. Samtidigt har Ritzau taget sagen op, og fremstiller det som om, lokalradioerne har fået påbud om at mindske sendestyrken.
Ritzau skriver i dag at "problemet er, at de syv radioer har udsendt så kraftige signaler, at det har forstyrret både andre radioudsendelser, radioer hos flere brandvæsener samt de signaler, som flyene bruger under landing". Samtidigt oplyses det, at der er tale om lokalradioer i Vejle (VLR), Kolding (Radio Skala), Pandrup (Guldkysten FM), København (Sendesamvirke 2), Nykøbing M (Radio Limfjord), Herning (Radio Midtjylland), Silkeborg (Radio Silkeborg) og en station i Odense.
En af de berørte stationer, VLR i Vejle, finder at de ikke har fået en fair behandling i pressen og har derfor valgt at fremlægge deres version af sagen på internettet. Det sker på http://www.radiovlr.dk/classic/forklaring.html
Udover Ritzau har en række andre medier behandlet sagen bl.a. Kanal 94 i Vejle og Nordjyllands Radio. |