Natradioen på P3 og P4 udvides med én time fra 1. maj og samtidigt får den nuværende vært Søren Thure Milkær selskab af Henrik Kalsbøll - tidligere vært på 'Heartbeat' på Radio 2.
Det er en ganske særlig, huleagtig og intim stemning, der binder natlyttere og værter sammen i 'Danmarks Natradio' på P3 og P4. For de lyttere, der er vågne for at passe deres job, male deres spisestue, rydde op i gamle notater, ligger søvnløse eller lytter over bilradioen på vej hjem, er der gode nyheder: pr. 1. maj vil en nærværende radiovært pusle om lytterne i en time mere:
"Natradio på P3 og P4 er et personligt og vitaminrigt alternativ til de musikmaskiner, der ubemandet står og kører på de kommercielle radiostationer. Natradioen sørger for hygge, nærvær og god musik fra mange forskellige genrer", siger vært Søren Thure Milkær, der siden 1999 har været DRs faste stemme i natten.
Fra 1. maj får Søren Thure Milkær selskab af Henrik Kalsbøll, der med en fortid som skuespiller, DJ, og senest vært på programmet ’Heartbeat’ på Radio 2, har særdeles bred erfaring. Sammen skal de to herrer levere lydkulissen til danskernes natflade:
"Som musiker, skuespiller og DJ har jeg altid nydt de skæve arbejdstider. Aftenen og natten har sin egen ro, uden myldretid og stress. Jeg har altid holdt særligt af at lytte til natradio, fordi det er rart at vide, at der sidder én et sted og er vågen ligesom dig. Det kan trøste, berolige og inspirere. Jeg glæder mig meget til at levere det nærvær, som holder natfolket med selskab ud på de små timer", siger Henrik Kalsbøll
Natradio er først og fremmest god musik. Med Søren Thure Milkær og Henrik Kalsbøll ved roret, kan lytterne være sikre på, at de er i selskab med værter, der er velorienterede om både ny og ældre musik, skriver DR i en pressemeddelelse.
Som semiprofessionel musiker i Århus, og seks år som radiopromotor på flere etablerede pladeselskaber, har Henrik Kalsbøll, i lighed med Søren Thure Milkær, der har lavet radio siden 80’ernes lokalradio-pionérdage og været musikredaktør på byguiden aok.dk, en nærmest encyklopædisk viden om musik:
"Natradio har altid været den ultimative form for DJ-radio for mig. Den intime stemning med god tid til musikken er skøn. Vores fornemste opgave er at formidle musikken, så lytterne ind imellem spidser ører og bliver nysgerrige efter at høre mere", siger Henrik Kalsbøll.
Søren Thure Milkær supplerer: "Og at levere en lille anekdote eller en skæv tanke med afsæt i musikken. I det hele taget opfatter vi os selv som to gode bordherrer: tilstede, opmærksomme og med selvironien intakt". |