Regeringen arbejder stadig for en professionel bestyrelse i DR, og kulturminister Brian Mikkelsen (Kons.) bebuder en undersøgelse af udenlandske erfaringer på området.
Venstre er parat til at overveje, om ikke bare politikere, men også kandidater til politiske partier skal udelukkes fra at sidde i DRs bestyrelse. Det sagde Venstres politiske ordfører og medieordfører, Jens Rohde, under en forespørgselsdebat i Folketinget.
En samlet opposition - undtagen Dansk Folkeparti - havde stillet et forslag, som blandt andet slog fast, at hverken politikere eller kandidater til politiske partier skal have lov til at sidde i DRs bestyrelse, oplyser Ritzau.
"Men jeg er lydhør, og vil overveje det", sagde Jens Rohde, efter SFs gruppeformand, Aage Frandsen, havde spurgt til hans holdning til politiske kandidater som medlemmer af DRs bestyrelse. |