Programchef Eik Frederiksen vil placere TV 2 Radio mellem P3 og P4 og lægger ikke skjul på, at han håber at kunne ansætte nogle af de kendte værter fra P3 og øvrige radiokanaler.
Programchef på TV 2 Radio, Eik Frederiksen, indrømmer gerne, at han er vild med P3, men mener også, at den nye TV 2 Radio vil kunne kile sig ind mellem P3’s og P4’s programudbud.
”Vi vil lave mere vedkommende nyheder, der er i øjenhøjde med, hvad lytterne forventer,” siger Eik Frederiksen til Jyllands-Posten og siger om kanalen, at den først og fremmest skal være professionel og anderledes. Eik Frederiksen erkender dog også, at ”DR er rasende dygtige” - og det gælder på både Radioavisen og P3 Nyheder.
Den nye programchef lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil ansætte nogle af de kendte programværter fra P3 og også fra de øvrige radiokanaler.
TV 2 Radios programchef mener dog, at det vil være utopi at tro, at TV 2 Radio vil kunne udløse det samme skred, som da TV 2 kom og straks erobrede seere fra DR. ”DR er langt bedre forberedt denne gang”, vurderer Eik Frederiksen.
|