Ledelsen for det verdensomspændende WorldDAB Forum er ved at erkende at "klokken har slået" for den utidssvarende digital-sendeteknik DAB, der stammer tilbage fra 80'erne. Det foreslås at organisationen ændrer navn til 'WorldDMB Forum'. DMB er fire gange så effektivt som DAB - og kan tilmed sende tv til håndholdte modtagere.
WorldDAB Forum er en lobbyorganisation, der arbejder med at promovere de digitale sendestandarder, der er udviklet på grundlag af Eureka 147 - herunder både DAB og DMB.
DAB er baseret på den forældede MP2 kodning, der blev udviklet i 80'erne. De DAB-radioer, der sælges i Danmark i dag kan KUN modtage digitale kanaler, der sendes med MP2 kodning. Modsat, så kan en ny DMB-radio (når disse måtte komme på markedet) sagtens modtage DAB-signaler.
DMB - der betyder 'Digital Multimedia Broadcasting' - er en videreudvikling på grundlag af Eureka 147, og langt mere effektivt. DMB kan anvendes med såvel AAC+, AAC og MP2 lydkodning. AAC+ er det samme som HE AAC ('High Effiency Advanced Audio Coding') og er den bedste og mest effektive lydkomprimeringsteknik der findes i dag.
Hvis man tager "et stykke" radiospektrum på f.eks. 7 MHz, så er der - iflg. www.digitalradiotech.co.uk - plads til 24 radiostationer, hvis man sender i DAB. Hvis man i stedet sender i DMB er der plads til 88 radiostationer - i samme lydkvalitet. DMB kan ligeledes bruges til at sende fjernsyn til mobiltelefoner og andre håndholdte modtagere.
DMB er allerede blevet en stor succes i Sydkorea, og mange regner med, at det bliver det helt store i Kina - om end det kinesiske DMB så vidt vides ikke bliver direkte kompatibelt med det DMB der findes i resten af verden. Flere steder i Europa gennemføres der også forsøg med DMB.
Om baggrunden for at WorldDAB Forum nu er på vej til at skifte navn til WorldDMB Forum siger organisationens præsident Quentin Howard: "Det nye navn reflekterer bedre den række af radio, tv og multimedia-tjenester, som benytter Eureka 147's fleksibilitet".
WorldDAB Forum gennemfører nu en afstemning blandt medlemmerne, og hvis det besluttes at skifte navn, vil det blive offentliggjort på den kommende generalforsamling i Seoul den 30. - 31. oktober 2006.
DAB er hastigt på vej "ud" - hvis man ellers nogensinde kan sige, at det har været "inde".
- Finland og Estland har besluttet helt at droppe DAB. Finland har i stedet kommittet sig til undersøge DVB-H og DMB. - Sverige har stoppet udbygningen af DAB og regeringen har bedt Sveriges Radio om, at se sig om efter mere moderne teknologier. - I Tyskland er udbredelsen af DAB gået helt i stå. Allerede for knap to år siden opgav mediemyndighederne i Berlin og Brandenborg DAB (der blev kaldt gammeldags), for i stedet at kigge på mere tidssvarende sendeteknologier. Den tyske føderation for private radio- og tv-føderation mener, at DAB enten skal lukkes ned - eller erstattes af DMB eller DAB+. På lidt længere sigt vil DVB-H være relevant. - I Australien og New Zealand vil man satse på DAB+ (også kaldet DABv2) i stedet for DAB. Den australske kommunikationsminister Helen Coonan har sagt lige ud, at det vil være uansvarligt at indføre den gamle DAB-standard. - I Frankrig har fire ud af de fem største radioselskaber helt klart afvist at bruge DAB, som man betegner som gammeldags. De mener også, at et digitalt system, der anvender AAC+ kodningen skal anvendes. Der gennemføres allerede forsøg med DVB-H i Paris. - I Nederlandene har man besluttet at droppe DAB og i stedet afvente, at nye teknologier slår igennem. - I Singapore, der ellers er det eneste sted i Asien, hvor DAB for alvor er taget i brug, er det ikke lykkedes at gøre DAB til en succes. Nu er der lanceret en abonnements-betalt DMB tjeneste i Singapore. - USA, Japan og Sydkorea har for længst fravalgt DAB - Kina ventes at satse på DMB i stedet for DAB. - I Canada er DAB forsøgt udbredt i årevis - men uden resultat. DAB er stendød i Canada, mens satellit-radio er på vej frem. |