'Sky Radio 100.0 FM' går i luften den 1. januar på frekvenserne 100.0, 104.1 og 105.7 MHz, der dækker Roskilde Amt og lidt til - og dermed lancerer Sky Radio den 4. station i Danmark. I forvejen sender Sky i Københavnsområdet, i Ribe Amt og til Østjylland fra Samsø. Det betyder samtidigt at det fra årsskiftet er slut med det gamle navn 'Radio Upstairs'.
"Radio Upstairs bliver en regional Sky Radio-station med lokale nyheder, servicemeddelelser, trafikmeldinger og lokale reklameblokke" fortæller Mini Jensen, der fortsætter som lokal salgs- og marketingchef for den nye Sky Radio station.
Musikformatet bliver det velkendte Sky Radio format - 24 timer i døgnet, hver dag.
"Med et radiolandskab i rivende udvikling og med en kommende landsdækkende P5 og P6, mener vi, at tiden er inde til at indgå et samarbejde med et større brand i markedet", fortsætter Mini Jensen.
"Vi ser store fordele i at få adgang til Sky Radios omfattende musikresearch, vi etablerer samarbejde om de landsdækkende nyheder og satser ikke mindst på et effektivt markedsføringssamarbejde".
Kasper Krüger, adm. direktør for Sky Radio A/S, er glad for det nye samarbejde: "Aftalen ligger i fin forlængelse af vores ambitioner om at styrke vores FM dækning i Danmark. Sky Radio er i forvejen den næststørste aflyttede radio i HT området, og med den nye aftale vil radiolytningen i det vigtige Hovedstadsområde blive væsentligt styrket", udtaler Kasper Krüger, der fortsætter: "Vi ser frem til at tilbyde vore lyttere og annoncører de nye muligheder i det nye år."
Overgangen fra 'Radio Upstairs 100' til 'Sky Radio 100' betyder afskedigelse af en del medarbejdere på stationen i Roskilde. Så vidt radionyt.com erfarer vil der fremover kun være tre fuldtidsansatte medarbejdere. Udover Mini Jensen vil det være en lokal salgskonsulent og en lokal-reporter. |