Så er der grund til at juble i DR. Der er nemlig ikke udsigt til, at der kommer en replanlægning af FM-båndet. Dermed fastholdes situationen, hvor kun DR råder over fire 100 pct. landsdækkende radiokanaler - mens den kommercielle radiobranche råder over én kanal med knap 40 pct. dækning og én kanal med 50-80 pct. dækning. Politikerne løber fra aftalen om replanlægning, fordi de iflg. Ellen Trane Nørby (Venstre) ikke kan blive enige om, hvordan den skal gennemføres.
Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby siger i dag til Børsen, at replanlægningen af FM-båndet - efter alt at dømme - ikke bliver til noget, ligegyldigt hvad radiostationerne måtte ønske. Politikerne kan nemlig ikke blive enige om, hvorledes en sådan replanlægning skal gennemføres.
Politikerne har ellers i årevis lovet en sådan replanlægning, der vil betyde en bedre og mere effektiv udnyttelse af FM-båndet og at kommerciel radio får bedre forhold og flere kanaler at sende på. Senest er der indgået aftale om en replanlægning i et medieforlig.
Men nu tyder alt på en aflysning af replanlægningen. Dermed er der ikke udsigt til at kommerciel radio får mere "power", og dermed er der intet, der vil kunne true DR's overvældende dominans på radiomarkedet.
DR har fire landsdækkende FM-kanaler med 100 pct. dækning. Kommerciel radio råder over FM5, der har mellem 50 og 80 pct. dækning (afhængig af beregningsmetoden) - og FM6, der kun har knap 40 pct. dækning.
DR har over 70 pct. af al radiolytning i Danmark. Dermed står public service radio langt stærkere end kommerciel radio i Danmark end i lande vi tradionelt sammenligner os med. |