I Rusland bestemmer Putin over medierne. I Danmark gør politikerne det samme. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten leverer en sønderlemmende kritik af den danske mediepolitik.
Morgenavisen Jyllands-Posten har lige præsenteret, hvad avisens ledelse selv betegner som et rekordoverskud. Bladet er endnu Danmarks største, og da Jørgen Ejbøl ikke blot er chefredaktør, men også administrerende direktør for denne århusianske succes, burde han være en tilfreds mand. Sådan forholder det sig nu ikke, skriver Berlingske Tidende.
Faktisk er han vred. Vred over, at politikerne sidder på de elektroniske medier, og vred over, at DR og TV2 har fået 200 millioner kroner af statskassen til at udvikle deres internetforretning, mens dagbladene for egen regning må holde gang i online-butikken, som indtil nu ikke har givet andet end drønende underskud.
"Danske politikere har helvedes travlt med at følge med i Putins mediepolitik i Rusland, men der sidder jo i virkeligheden mange små mini-putiner i det danske Folketing. De vil sidde på Danmarks Radio, de vil sidde på Danmarks Radios tv, og de vil sidde på TV 2 inklusiv de regionale kanaler,« siger Ejbøl, der kalder Danmark for et mediediktatur.
"Politikerne er ikke så ubegavede, at de blander sig i de enkelte indslag. Deres virkemidler er langt, langt stærkere. De udnævner bestyrelserne, og de sætter budgettet ved at regulere licensen".
På spørgsmålet om, hvad han egentlig ønsker, svarer Ejbøl: "Vi vil ikke have en krone i statsstøtte, men det skal de elektroniske medier heller ikke have. Danmarks Radio burde have en enkelt tv-kanal og en enkelt radiokanal. Resten burde privatiseres".
Direktøren for Det Berlingske Officin Joachim Malling anvender et lidt andet ordvalg end Jørgen Ejbøl, men meningen er den samme. "Når TV2 presser annoncepriserne helt i bund, og når de samtidig får statsstøtte til at udvikle jobannoncer på internettet, så udhuler politikerne fuldstændig avisernes indtjeningsgrundlag, for det er blandt andet på de annoncer, vi tjener penge. Det er for så vidt i orden. Man skal bare vide, hvad man gør. For mig at se minder det mere om statens rolle i et gammelt østeuropæisk diktatur end i et moderne vestligt demokrati."
Når harmen breder sig i de danske bladhuse, så skyldes det ikke blot, at staten efter dagbladsejernes opfattelse støtter de elektroniske medier til direkte skade for dagbladene. Det skyldes også, at det i forvejen er aviserne, der betaler det danske nyhedsgilde.
Berlinske Tidende opremser en lang række eksempler på, at en meget stor del af nyhedsstrømmen i Radioavisen består af nyheder hentet fra dagbladene. Det er nyheder der iflg. avisen er "opdyrket, researchet, skrevet, redigeret, gennemlæst, trykt og udbragt af journalister, redaktionssekretærer, korrekturlæsere, typografer, lastbilchauffører og bladuddelere til en gennemsnitsløn på mellem 20.000 og 35.000 kroner om måneden" og kalder det for "ikke andet end statsfinansieret oplæsning af privatopdyrkede nyheder".
Det er der intet galt i, tilføjer Berlingske. En nyhed har ingen ejer, og når Radioavisen loyalt citerer aviserne for historierne, er der ophavsmæssigt intet at komme efter. Det er der dog ofte, mener avisen.
Radioavisen vælger de vigtigste nyheder og præsenterede dem for lytterne. Præcis som det er deres pligt. Rent økonomisk er der dog ingen tvivl om, hvem der betaler for festen. Det er de skrevne medier.
Professor ved Syddansk Universitet i Odense, Anker Brink Lund, bekræfter situationen: "Hvad tv og radio leverer er lige så meget oplæsning, som det er nyheder. Det er i hvert fald kun i begrænset omfang originaljournalistik og i høj grad inspireret af ideer hentet fra dagbladene" siger han.
Jens Gaardboe er chef for nyhederne på TV 2. På spørgsmålet om, hvordan han har det med at være chef for en tv-station, der pænt formuleret raffinerer avisernes nyheder og mindre pænt formuleret nasser på dem, svarer han. "Det overrasker mig ikke, at 32 dagblade og en afsindig stor magasinpresse frembringer flere unikke historier end det antal, der arbejder på de to tv-stationer. Det skulle helst være sådan, at 5.000 mand lavede mere end de mellem 100 og 200 journalister på tv-aviserne".
Chef for Radioavisen på DR, Jens Holme, siger: "Morgenaviserne står i kø for at sælge deres historier til os, fordi de føler, det er god reklame at blive citeret. Engang imellem føler jeg, at vi overeksponerer dem mere, end godt er".
Artiklen i Berlingske Tidende kigger endeligt på den 4. radiokanal.
Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten indgik et historisk samarbejde og søgte om at få den fjerde radiokanal, hvorfra de dagen lang kunne sende nyheder, som de fik leveret fra journalisterne på aviserne. Det ville selvsagt have været en skræmmende konkurrent for den nuværende radioavis, menes der. Om det var derfor, man ikke fik radiokanalen, er svært at sige. Men politikerne sagde nej, og Joachim Malling fra Det Berlingske Hus fatter det ikke:
"Vi indsender en ansøgning, som bliver behandlet sammen med fem andre på en times tid, og derefter giver man radiokanalen til Danmarks Radio. Det er i sig selv et tegn på, at vi betragtes som useriøse. Ikke noget med, at man ser på vores intentioner. På den måde holder man dagbladene langt væk fra de elektroniske medier, og oven i købet finansierer man de samme mediers indtrængen på vores primære indtjeningsområde, som er annoncer. Dermed gør man det umuligt for dagbladene at opretholde den nødvendige kvalitet. Det vil tv og radio komme til at lide under, for de har overhovedet ikke midler til at lave den kvalitative nyhedsdækning, som aviserne gør".
Joachim Malling har også et mere jordnært argument for, at man skulle have givet kanalen til aviserne: "Det koster immervæk staten 50 millioner kroner at lave en ny, klassisk radio. Vi tilbød den gratis!" |
