Onsdag den 5. december sender P3 den største prisuddeling i Radioen's historie. Fra Falkoner Scenen sendes et fire timer langt show - foran 600 gæster - med forskellige solister og bands samt uddeling af P3-prisen på 75.000 kr. til en ung dansk musiker/sanger eller band, der er på vej til at slå igennem på den danske musikscene.
"P3 er Danmarks vigtigste formidler af ny dansk musik, og vi føler en særlig forpligtigelse til at hjælpe nye danske talenter frem. P3 skal tage flere chancer med musikken end de kommercielle kanaler, og det er en stor glæde for os hver gang vi kan hjælpe et nyt navn til et gennembrud”, siger musikredaktør Eik Frederiksen fra DR, og fortsætter: "P3 Prisfesten er en hyldest til dansk musik, og de artister som har været en stor del af radioen i 2001. Ikke bare den musik som har solgt mest, men også har givet os på P3 de største oplevelser og vist det største talent".
Hele showet transmitteres fra Falkoner Scenen på P3 fra kl. 19-23 onsdag den 5. december. Der er lagt op til store overraskelser med solister og bands som vil spille på tværs af normen. Der bebudes absolut eksklusive situationer såsom en duet mellem Dario Campeotto og Carsten Lykke.
På aftenen uddeles ”P3-PRISEN”, der udover et kontant beløb på 75.000 kr. giver modtageren af mulighed for i 2002 at gøre brug af DR's studiefaciliteter i 2 x 1 uge. Modtageren udpeges af Eik Frederiksen, musikredaktør, Henrik Heide, P3 redaktør, Jan Sneum, livekoordinator og Morten H. Pankoke, chef for Radio Rytmisk. |