Sårbare børn og unge i Nordjylland går en lidt sjovere tid i møde efter at morgenshowet 'Støttepædagogerne' på ANR fik samlet 158.500 kroner ind til Ungdommens
Røde Kors i sidste uge + billetter til en samlet indkøbsværdi af 103.500 kroner.
Skuespilleren Anne Kejser, rapperen Niarn og komikeren Geo fik hurtigt etableret sig i lytternes bevidsthed og pirket til gavmildheden i det nordjyske erhvervsliv, der stillede op med masser af sjove opgaver til de tre støttepædagoger, skriver Nordjyske i en pressemeddelelse.
Niarn og Geo var til prøvetræning i kvindeholdboldklubben Aalborg DH, Anne Kejser lavede practical jokes for Nordjyllands Trafikselskab og parterede en ko på Danish Crown. Niarn øste ud af sin livserfaring ved foredrag for gymnasieelever i Fjerritslev og folkeskolebørn i Aabybro, mens Geo gav den som forsøgskanin for sygeplejeelever på UCN.
Samtidig var ANRs lytterne helt med på idéen og donerede en masse kontanter via SMS.
"Der kom rigtig sjov radio ud af at sætte disse tre umiddelbart umage størrelser sammen og hele projektet er et meget godt eksempel på, at det altså ikke behøver være kedeligt at være samfundsbevidst," siger redaktionschef Mikkel B. Ottesen, Nordjyske Medier.
"De tre kendisser imponerede mig virkelig og jeg har da også sagt til dem, at de er velkomne i vores del af æteren en anden gang."
De 262.000 kroner, som blev indsamlingens resultat, består dels af 158.500 kroner i kontanter, dels af billetter til AaBs superligakampe i foråret, ligakampe med Aalborg DH samt entrébilletter til både Aalborg Zoo og Fårup Sommerland til en samlet indkøbsværdi af 103.500 kroner.
|