Hvis man i den kommende weekend er i nærheden af Nibe Festivalen - eller på selve festivalen - og stiller sin FM-radio ind på 93.8 MHz vil man kunne høre lyden fra en eller flere af koncerterne. Men der er kun tale om et forsøg, og FM-signalet er kun beregnet for folk på koncertpladsen, der er med i forsøget. Idéen er at publikum - via FM-radioen i deres mobiltelefon - skal få en bedre lyd og dermed en bedre koncertoplevelse.
Enhver der har været til en koncert under åben himmel ved, at lyden kan være elendig. Blæser det - så blæser lyden også væk. Og så er der jo ikke mindst alle de andre blandt publikum, der snakker og larmer - og dermed forstyrrer dem, der er kommet for at nyde og opleve musikken.
Dét har firmaet Cross Over Global sat sig for at gøre noget ved, fortæller Peter Krogsgaard Jensen fra firmaet til radionyt.com. Sammen med forskere fra D.T.U. har man fået tilladelse til at gennemføre et forsøg på årets Nibe Festival, der indledes i morgen onsdag den 30. juni og fortsætter til og med på lørdag den 3. juli.
Udgangspunktet er, at næsten alle har en mobiltelefon med FM-radio. Og tanken er ganske enkelt, at udsende den perfekte lyd fra scenen på en FM-frekvens til publikum på pladsen foran scenen. Så skal publikum blot stille ind på den aktuelle FM-frekvens, og publikum vil dermed få en perfekt lyd gennem hovedtelefonerne. Selv de festivaldeltagere, der står bagerst vil kunne få en god lyd, forklarer Peter Krogsgaard Jensen videre.
Det er i hvert fald idéen. Og nu skal det så afprøves i praksis, om det virker.
Der er i princippet tale om en "lukket transmission," siger Peter Krogsgaard Jensen, og selv om man har fået tilladelse til at sende med 20 Watt, så vil man sikkert bruge en meget lavere sendestyrke.
Forsøget vil kun være aktivt i bestemte perioder, og Peter Krogsgaard Jensen understreger, at det kun er folk på pladsen, der skal høre lyden. I første omgang kun test-personerne. Det er ikke meningen, at folk i teltene eller udenfor festivalen må lytte med.
"Hvis det rygtes, at vi sender lyden fra en bestemt koncert, så aflyser vi," siger Peter Krogsgaard Jensen. Det er et spørgsmål om rettigheder.
Men hvis man i Nibe stiller ind på 93.8 MHz, så kan det jo være, at man er heldig. Og så må man nok hellere lade være med at fortælle nogen om det.
|