Fynske Radio 3 fortsætter med at føje nye navne til listen over folk, der skal være med til at løfte stationen i 2012. Den 2. januar tiltræder Anna Backe, der kommer fra Radio Horsens, og Søren Krogh, der kommer fra ANR.
Prix Radio vinder Søren Krogh (38) fra ANR, som tidligere på året blev kåret som årets bedste drive time vært, skifter til Radio 3. Søren Krogh har - udover jobbet som radiovært - bl.a. erfaring som tekstforfatter og sangskriver med i bagagen.
”Radio 3 er inde i en rivende udvikling, som jeg glæder mig meget til at blive en del af, og de planer, der er for stationen, kunne jeg ikke sige nej til. Jeg har arbejdet med Kent tidligere og ved, at vi kommer til at lave Fyns fedeste radiostation”, siger Søren Krogh.
Et forholdsvis ubeskrevet blad i radioverdenen, Anna Backe (28), skifter også til Radio 3.
Anna Baacke har lavet morgenradio i Horsens i 2011 og har på kort tid fået en forholdsvis stor fanskare. Derudover har Anna en kandidatgrad i kommunikation og psykologi og erfaring som journalist fra bl.a. MediaWatch.
“Jeg har selvføgelig sagt ja til at arbejde hos Radio 3, fordi det er en kæmpe ære at være med til at relancere radioen. Jeg glæder mig helt vildt til at få 'øen ind under huden' og lære lytterne at kende”, udtaler Anna Backe.
Radiochef hos Fynske Medier, Kent Kordt, siger til radionyt.com, “Vi er i en positiv process, hvor vi ansætter folk, og jeg er meget glad for, at både Anna Backe og Søren Krogh har takket ja til at være med til at løfte den store opgave, vi har foran os. Vi er ikke færdige endnu, og vi mangler fortsat at ansætte flere folk, men jeg forventer, at vi personalemæssigt er på plads inden juleferien”, slutter Kent Kordt.
Tidligere på måneden ansatte Radio 3 Henrik Sørensen som eventmanager.
|