Københavns Byret har behandlet sagen mod Radio Holger, der handler om aflevering af et registreringsbånd til Radio- og tv-nævnet. En sag der kom til at koste Radio Holger sendetilladelsen. Byretten vil først komme med en domsafsigelse den 25. maj.
Retssagen mod den stærkt højreorienterde og fremmedfjendske lokalradio, Radio Holger, føres af Kammeradvokaten på Radio- og tv nævnets vegne og handler om at få godkendelse af en kendelse fra Københavns Fogedret, der i november måned betød, at Radio Holger blev tvunget til at stoppe med at sende lokalradio på 90.4 MHz i København.
Sagen handler om indlevering af registreringsbånd til nævnet med en Radio Holger-udsendelse, hvor stationens leder Kaj Vilhelmsen, angiveligt kalder dansk-libanesere for "djævletilbedere" og Danmark for "den 3. verdens affaldsplads". Radio Holger mener, at man har overholdt de tidsfrister Radio- og tv-nævnet har givet, men det mener nævnet altså ikke - og brugte dette som anledning til at inddrage stationens sendetilladelse. En afgørelse som pressejurist Oluf Jørgensen efterfølgende har kritiseret i skarpe vendinger og betegnet inddragelse af sendetilladelsen som en klar krænkelse af ytringsfriheden.
Radio Holger blev under retsmødet i går repræsenteret af Kaj Vilhelmsen, oplyser radioen på dets hjemmeside. Han protesterede mod Fogedrettens grundlag for den omtalte kendelse. og forlangte, at Fogedrettens kendelse skulle ophæves, idet Radio og tv-nævnet "ikke på lovlig måde havde ophævet Radio Holgers sendetilladelse".
Københavns Byret kunne ikke afsige en dom i sagen, og udsatte derfor domsafsigelsen helt til den 25. maj. |