Der er ikke meget musik tilbage på P3, der ikke er main stream og identisk med, hvad der spilles på de kommercielle radiostationer. Og nu vil DR lukke et af de sidste fristeder for den alternative musik. Den elektroniske klub-musik i 'Unga Bunga' - fredag aften med Le Gammeltoft - skal slagtes og erstattes af Superliga-fodbold. Sidste udgave af 'Unga Bunga' sendes den 25. november.
DR har tidligere - flere gange - søgt at aflive bl.a. 'Det Elektriske Barometer', og nu er turen iflg. eb.dk kommet til 'Unga Bunga', der i mange år er blevet sendt hver fredag aften fra kl. 18 på P3.
'Unga Bunga' har været stedet, hvor lytterne har kunnet holde sig opdateret med det nyeste indenfor elektronisk musik, den danske og udenlandske klubscene, dj-kultur og meget andet. Programmet har været uhyre populært, hvilket bl.a. kom til udtryk, da værten for programmet Kjeld Tolstrup døde tidligere på året.
Men nu har DR besluttet, at den elektroniske musik fredag aften skal afløses af superliga-fodbold.
Beslutningen kommer bag på Le Gammeltoft, der har bestyret programmet alene, siden Kjeld Tolstrup døde.
"Jeg skal på barsel til marts og havde egentlig regnet med, at vi kunne finde en barselsvikar og så ellers køre videre som hidtil, men det kommer så ikke til at ske. Nu har jeg fået et par tilbud fra DR, som jeg vil tygge på, og så må vi se, hvad det ender med," siger Le Gammeltoft til ekstrabladet.dk/musik, og kalder situationen "skide ærgerligt".
Redaktionschef for programmet i DR, Ann Lykke Davidsen, bekræfter overfor ekstrabladet.dk/musik, at det er rigtigt, at 'Unga Bunga' ikke længere vil blive sendt på P3 fredag aften, fordi der skal gøres plads til Superliga-fodbold.
Hun siger videre: "Måske flyttes det til en anden kanal - eksempelvis P6 Beat, eller også fortsætter det på et andet tidspunkt på P3, men det er for tidligt at sige noget endnu. Det eneste, der står klart, er, at det stopper i sin nuværende form."
Foto: Le Gammeltoft - vært på P3-programmet Unga Bunga. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)
|