Selv om Sky Radio har måttet nedjustere sine forventninger til salget af reklamer i flere omgange, ser den adm. direktør stadig lys forude. Han kalder det overfor Jyllands Posten i dag for "utrolig dårlig timing", at to af radiovirksomhedens ledende skikkelser siger farvel inden for 30 dage. Selv om Sky Radio A/S i Danmark er en dårligere forretning end ventet, ser Krüger ikke nogle problemer med sin egen position.
Sky Radio er godt tilfredse med lyttertallene, men "ville godt have tjent flere penge", udtaler Kasper Krüger til Jyllands Posten, Han vil dog ikke oplyse, hvor meget de forventede indtægter er blevet sat ned.
Til gengæld vil han godt slå fast, at der bliver et "væsentligt underskud" de næste par år, hvorefter man forventer at få overskud. Dette overskud skal så anvendes til at betale af på gælden til moderselskabet.
Koncernfinansdirektør i Sky Radio i Nederlandene, Ab Trik, oplyste i januar til Jyllands-Posten, at Sky Radio i Danmark havde fået en garanti på 133 mio. kr. - og at man ikke regnede med at skulle poste yderligere midler i Sky Radio A/S. På daværende tidspunkt var omkring 80 mio. kr. allerede brugt.
Jyllands Posten hæfter sig videre ved Mads Bredals afgang. Han havde det overordnede ansvar for at bygge den kommercielle afdeling op. Kasper Krüger udtaler til avisen: "Det er utrolig dårlig timing, at Mads Bredal siger farvel så kort tid efter, at Eik Frederiksen gik. Men hvor jeg var uenig med Eik Frederiksen om strategien, var Mads og jeg enige og havde et godt samarbejde".
Krüger slutter med at sige, at han har et godt forhold til aktionærerne i Sky Radio, "der følger grundigt med i, hvad der foregår. Så jeg ser ingen problemer med mit job", slutter Krüger. |