DRs bestyrelse godkendte i går DRs årsregnskab for 2001. DR havde et overskud i 2001 på 451,2 mio. kr., og dette resultat fremkommer primært pga. en ekstraordinær indtægt fra salget af TV-Byen og Radiohuset i forhold til den værdi bygningerne var bogførte til. Uden den ekstraordinære indtægt er årsregnskabet i det store hele i overensstemmelse med budgettet for 2001.
DRs samlede indtægter udgjorde i 2001 godt 3 mia. kr., heraf tegnede licensindtægter sig for næsten 2.7 mia. kr. Driftsudgifterne faldt en smule og udgjorde 2.7 mia. kr. DRs programvirksomhed i 2001 har også været en konsolidering af DR Radio og DR TV, som har fastholdt sin position i danskernes samlede medieforbrug. Med et øget programudbud på de oplysende og kulturelle områder har DR i 2001 formået et skærpe sin profil som danskernes foretrukne public service-station.
Bestyrelsesformand Finn Aaberg udtrykte efter bestyrelsesmødet tilfredshed med årets resultat: "Jeg finder det meget tilfredsstillende, at vi ikke alene på det økonomiske område har en sund og fornuftig økonomi, men at vi også på programsiden stadig har en meget væsentlig del af danskerne som vores daglige kunder. Som en licensfinansieret station med den opgave at levere et fuldskala-programudbud med tilbud for enhver smag er det afgørende, at mange danskere finder, at DRs programmer er værd at se på og lytte til". |