At Sky Radios morgenshow ikke er helt nyt længere har Sky Radio også fundet ud af. Derfor skal programmet med titlen 'Danmarks Nye Morgenshow' have et nyt navn. Det bliver lytterne, der kommer til at bestemme det nye navn, der offentliggøres den 2. september.
"Lytterne kan maile gode, sjove, kreative forslag via vores hjemmeside og så er det op til redaktionen at vælge de bedste forslag ud. Disse forslag kan man så efterfølgende se på vores website", fortæller programchef Lasse Roldkjær.
Hver fredag trækkes der lod blandt de bedste forslag, der er kommet i løbet af ugen, om et ur med indbygget MP3-afspiller.
Op til finalen den 2. september kan man stemme via SMS på den top 20 liste over de bedste forslag, der ligger på www.skyradio.dk. Den heldige vinder kan køre hjem i en ny Mitsubishi Colt CZ3, til en værdi af 160.000 kr. |