[Opdateret] Radio 24syvs nye udlandsmagasin 'Globus' vil hver lørdag sætte fokus på hhv. USA og Rusland.
Hver lørdag vil Radio 24syv sende fra USA - nærmere bestemt et studie i Washington. Herfra vil Berlingskes USA-korrespondent David Trads i en time stå for programmet 'Globus - USA'.
Og i timen derefter - stadig om lørdagen - retter Radio24syv fokus mod Rusland. Her styrer ph.d. i internationale studier fra Sorbonne Universitet i Frankrig, Frederikke Ingemann, programmet 'Globus - Rusland'. Programmet tager afsæt i det kommende valg i Rusland, og herfra trækkes tråde til andre emner, der er relaterede til Rusland.
På hverdage vil Globus - som tidligere omtalt - få Louise Bokkenheuser som vært.
[Opdateret torsdag. Globus Rusland sendes lørdag og ikke søndag] |