Musikredaktør Eik Frederiksen fra DR Radio svarer i en kronik i Ekstra Bladet under overskriften "Det er DRs skyld altsammen" igen på den massive kritik mod DRs musikpolitik, der igennem de den seneste tid har lydt fra bl.a. Peter A.G., Peter Abrahamsen og DJBFA.
Sommeren igennem har musikernes klagesang kunne høres.
”Vi bliver ikke spillet i radioen, og så sælger vi ikke plader” lød det med omkvædet ”Det er DR´s skyld altsammen”.
Det er dog ikke en ny sang – Musikerne har i årevis sunget klagesange over DR. Tilbage i 1972
sultestrejkede en flok – anført af bl.a. Sebastian i en halv time, og demonstrerede foran Radiohuset i protest mod hvor svært det var for dansk musik at nå ud til lytterne.
Tonen er dog klar. Der er dyb krise i musikbranchen, Pladesalget styrtdykker. I maj/juni i år lå det næsten 30 % under niveauet for sidste år. Flere pladeselskaber varsler fyringer af ansatte og artister, mens rygterne om at nogle af de store selskaber overvejer at stoppe helt for danske udgivelser florerer.
Der er ingen tvivl om, at når indtjeningen svigter skæres der ned på højrisikodelen af virksomheden, og det er på pladeselskaber egenproduktionen. Med andre ord: Pengene til ny dansk musik bliver færre.
At give DR skylden for at det danske musikmiljø lider. er dog skudt helt forbi. ALDRIG nogensinde har der nemlig været spillet så meget dansk musik i radioen som nu. P3 spiller 30 % dansk musik, P4 50 % dansk musik, og i første halvår af 2001 er vi over DR´s eget samlede mål på 40 % dansk musik på kanalerne.
Den danske musik bliver altså spillet mere i DR radio, årsagen til krisen i musikbranchen må altså ligge andre steder. Den tiltagende Pirat-kopiering er utvivlsomt en væsentlig årsag til krisen. Salget af blanke CD´ere er steget voldsomt, omend hjemmekopiering har været kendt igennem såvel spole som cassettebånds-tidsaldre.
Noget andet er at musik – og i særdeleshed popmusik er blevet et mere inferiørt kulturfænomen. Penge og tid, der måske tidligere blev brugt på musik, bruges måske i større udstrækning til Playstation, Computere, DVD og andet.
”Stop P3´s Musikdiktatur” skrev Peter Abrahamsen for nylig her i Ekstra Bladet. mens Peter AG fra Gnags i stedet for at synge på sommerens festivaler eller lave ny musik, har brugt tiden på at anklage P3 for at være ”kynisk, menneskefjendsk, umusikalsk og sygt”.
Det virker som om, Abrahamsen og AG ikke helt har forstået hvad det er der sker.
P3 er jo langtfra den eneste kanal som spiller musik i Danmark. DR alene har 2 kanaler som udelukkende spiller rytmisk musik: P3 og P4. Hertil skal lægges flere hundrede lokalradioer, enkelte endda af en størrelse så de nærmest er landsdækkende, og nogle i enkelte amter mere aflyttede end DR – eksempelvis i Nordjylland.
P3 har siden starten for 40 år siden altid været DR´s ungdommelige kanal. Unge har altid søgt det nye, det eksperimenterende og grænsesøgende. P3 skal derfor være opsøgende i musikkens verden og nysgerrigt pejle i nye genrer og udtryk.
P3 har i løbet af det sidste år spillet nye danske navne som Safri Duo, Outlandish, Mew, Superheroes, Louise Ellerbæk, Dear, Karen, Bliss, Erann DD og Tim Christensen fra at være kendt af få, til at være kendt af mange.
Kunstnere som uden P3´s afspilninger aldrig var nået ud til et større publikum.
Landets kommercielle radioer er i så hård konkurrence om lyttere og reklamekroner, at man ikke tør satse på nye ukendte navne, og kun tør spille sikre hits. P3 er derfor reelt det eneste sted, hvor man som ny ung dansk kunstner kan blive spillet.
P3 spiller 30 % dansk musik, og det er en klar public service forpligtelse for kanalen at styrke vækstlaget i Danmark. Det gøres logisk nok ved at spille en meget stor del ny dansk musik, og naturligt ikke bare de etablerede navne. P4 er derimod med sin ældre målgruppe stedet hvor de etablerede navne primært spilles.
Musikkerne og deres organisationer – som bl.a. DJBFA, har dog endnu ikke forstået den virkelighed som er for musikkens udbredelse i radioen. Man hænger fast i, at den radio der spillede deres sange i 70´erne og 80´erne – P3, stadig er ”deres” kanal. DR´s anden kanal for rytmisk musik, P4, er nærmest ikke eksisterende i deres bevidsthed. Til trods for, at den spiller 50 % dansk musik ! Musikkernes organisationer, har heller ikke fokus på, at en større og større andel af den samlede radiolytning i Danmark er på kommercielle radioer – og den danske andel af den musik de spiller er sammenlignet med DR meget lav.
Musikerorganisationernes ensidige fokusering på P3 er meget konservativ, og det er da besynderligt at de som har sunget højst på klagesangen er de tidligere så oprørske Peter AG, Peter Abrahamsen, Arne Würgler og andre fra 68-generationen. Det er måske svært for dem at erkende, at nye kræfter kommer til og har sin berettigelse – også på radioen. Specielt på den unge kanal P3.
Jeg ved ikke hvad man har forestillet sig? Skulle unge P3-lyttere kunne identificere sig med Peter AG´s Gnags-sang ”Når Jeg Bli´r Gammel” eller Michael Falch´s sang om, hvad der skete i 1964 ?
Hvad er der galt i, at kunstnere som har dette tekstunivers bliver spillet på P4, som er henvendt til lyttere fra 35-40 år og frem ? Det er da dem der begynder at tænke på efterløn....og kan huske pigtrådsmusikken.
Som kunstner bør man være i øjenhøjde med sit publikum. Udvikler man sig ikke sammen med dem, risikerer man nemt at blive en patetisk udgave af forældre der vil være med når teenage-børnene fester. Fortsatte vi på P3 konservativt med at spille den samme musik år efter år, og stadig postulere vi var en ungdommelig og opsøgende kanal ville det jo også virke paradokst.
De gamle rockstjerner føler sig svigtet af DR, fordi de ikke spilles på P3, men det gør de i vid udstrækning på P4.
9 ud af de 10 mest spillede artister på P4 i 2. kvartal af 2001 er danske. Kun The Beatles blander sig mellem TV-2, Lis Sørensen, Kim Larsen, Anne Linnet, Poul Krebs, Thomas Helmig m.fl. Peter AG og Gnags er alene i perioden blevet spillet 143 gange på P4. Hvilket er ca. 1-2 gange i døgnet.
De unge musikere som i de sidste år har fået chancen og et publikum via P3 synger jo heller ikke med på AG & Co´s klagesang. Hvis DR ikke spillede Gnags, Anne Linnet, m.fl. var der en pointe, og grund til utilfredshed. Problemet er blot at musikerne og deres organisationer ganske som lytterne skal forholde sig til at musikken spilles på flere kanaler.
På P3 har juli måneds mest spillede sang været Sanne Salomonsens nye eksperimenteren udi moderne R&B ”Little White Doll”, ligesom TV-2´s sang ”Hallo Hallo” spilles på P3 fordi den lyder moderne, uanset Steffen Brandts umiskendelige stemme. Hverken fru Salomonsen eller Hr. Brandt er jo tættere på 20 end på 50, men nysgerrigheden er der, og det gør det vedkommende også for de yngre generationer. At anklage P3 for at udøve aldersfascisme har derfor ingen ret – det handler om musikkens udtryk.
Dét er vel ikke umusikalsk af DR, at vurdere musikken på dens egne præmisser ?
P3 og P4 har begge omkring 1,5 millioner lyttere om dagen – P4 endda flest ! DR´s radiokanaler er derfor med vores egne erklærede mål med at spille henholdsvis 30 og 50 % dansk musik, den vigtigste formidler af hjemlandets musikkultur.
Trods den generelle krise i musikbranchen, er det glædeligt at andelen af plader der sælges med danske kunstnere er svagt stigende.
Måske er det fordi der spilles mere dansk i radioen ? |
