Den 21. februar tiltræder et kendt ansigt blandt midt- og vestjyder, nemlig den
37-årige Pia Lange Christensen, stillingen som ny redaktionschef og daglig leder for DR Midt & Vest i Holstebro. Hun har igennem de sidste 12 år været ansat på TV 2's regionale station i området. På DR's regionale station afløser hun Søren Juul Baunsgaard, der fra marts skal være tværgående redaktør i DRs distrikter med ansvar for blandt andet gravejournalistik.
Pia Lange Christensen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, og når hun er bekendt for mange midt- og vestjyder, er det, fordi hun de seneste 12 år har arbejdet hos TV Midt-Vest; de seneste fem år som studievært, men også som redaktionssekretær og redaktør på stationen. Ved siden af jobbet er Pia Lange Christensen lige nu ved at tage en diplomuddannelse i ledelse.
Ledende redaktionschef Jan Ørskov fra DR Danmark ser frem til samarbejdet med Pia Lange Christensen.
"Hendes mangeårige erfaring med det midt- og vestjyske område og med elektroniske medier er en stor gevinst, og hun har en spændende profil, der vil passe godt ind i distrikternes chefteam," siger han iflg. en pressemeddelelse fra DR.
Selv glæder Pia Lange Christensen sig til at få helt nye og anderledes udfordringer – væk fra tv-skærmen, men med personaleansvar og ledelse på programmet.
"Jeg har været glad for at være studievært, men nu skal jeg til at skabe succes gennem andre. Jeg vil gå ledelsesvejen uden at forlade journalistikken," siger Pia Lange Christensen.
DR Midt & Vest har 30 medarbejdere, og ud over regionalradio producerer DR Midt & Vest også radio, tv og internet til DRs landsdækkende kanaler.
Foto: Pia Lange Christensen bliver ny chef for DR Midt & Vest fra den 21. februar 2011. (Fotograf: Michael Lange)
|