Radio 100FM oplever for tiden et regulært gennembrud. Lyttertallet satte i august ny rekord - og lytterfremgangen er begyndt at smitte af på den økonomiske side. Adm. direktør for Radio 100FM, Jim Receveur, siger til Berlingske Tidende, at han forventer at 100FMs marked til vokse med 35-40 pct. i år og det samme næste år. Sidste år havde stationen et underskud på 64.3 mio. kr., og er stadig ikke i nærheden at at få overskud, men Receveur forventer, at man tidligst i 2007 vil kunne tjene penge.
I 2004 blev der iflg. de danske mediabureauer omsat for 80 mio. kr. i radioreklamer og i år ventes omsætningen af blive på 112 mio. kroner. En væsentlig del heraf går til Radio 100FM. Omsætningen i branchen er dog stadig så lille, at det ikke er ensbetydende med, at stationerne kan få det til at løbe rundt, skriver Berlingske Tidende.
Den store koncessionsafgift til staten er en medvirkende årsag til den dårlige økonomi for både Radio 100FM og Sky Radio. De to stationer skal betale hhv. 22.5 og 54 mio. kr. årligt for sendetilladelsen.
Sky Radio dækker ca. 78 pct. af befolkningen, mens 100FM fra starten kunne høres af 38 pct. Det er efterfølgende forøget til 45 pct.
Selv om Sky dermed kan høres af knap dobbelt så mange danskere som 100FM, er det alligevel 100FM, der har langt de bedste lyttertal.
"Radio 100FM er en livsbekræftende historie om, at det godt kan lade sig gøre at drive kommerciel radio i Danmark", siger adm. direktør Henrik Jensen fra mediabureauet Carat Danmark.
For Sky Radio ser det fortsat ikke for godt ud. Administrerende direktør Ab Trik måtte da også i sidste måned meddele, at han er usikker på om Sky kan få overskud i Danmark i koncessionsperioden.
SBS Radio (The Voice og Radio 2) har det heller ikke let. Sidste år fik man et underskud på 40.5 mio. kr. |